Rådhus oplyses i Ukraines farver til midnat nytårsaften: "Alle ukrainere kommer til at græde"
Københavns Rådhus vil nytårsaften være oplyst i Ukraines nationalfarver. Og det berører herboende ukrainere.
Københavns Rådhus vil nytårsaften over midnat være oplyst i Ukraines nationalfarver, oplyser Københavns Kommunes Økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.
- Det gør vi for at markere, at vi står urokkeligt sammen i vores solidaritet og støtte til Ukraine og ukrainerne - og vores fælles ønske og håb om, at det nye år igen vil bringe fred i Ukraine og Europa, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), overborgmester i København, i en pressemeddelelse.
Håbet er, at budskabet når bredt ud til både de danskere, der hopper ind i nytåret fra Rådhuspladsen, eller traditionen tro tæller ned til det nye år med blik på rådhusuret hjemme fra stuen.
TV 2 Lorry mødte Andrii Kuzmyn og Olena Kuzmyn foran Rådhuspladsen den 31. januar. Og de var berørte over beslutningen:
- Jeg tror, at alle ukrainere kommer til at græde, for da jeg hørte om det, fik jeg tårer i øjnene. Det er super følelsesladet. Jeg vil gerne takke alle danskere for at støtte os. Det betyder så meget, tusind tak, siger Olena Kuzmyn.
Hendes mand, der også er bestyrelsesmedlem i non-profit organisationen, Bevar Ukraine, er også glad for beslutningen.
- Jeg er lige kommet tilbage fra Ukraine for nogle dage siden, og ukrainere har ikke kun brug for støtte med våben og nødhjælp. Psykologisk støtte er også super vigtigt, siger han.
De fik et barn omkring samme tidspunkt, som krigen brød ud, og allerede på fødestuen oplevede Olena Kuzmyn støtten fra danskerne.
Familien håber for 2023, at Ukraine vinder krigen, da de har flere familiemedlemmer og venner i krig i Ukraine.
- Vi kan ikke have et normalt liv, fordi vi hele tiden bekymrer os om, hvad der sker i Ukraine med vores folk og vores familie, siger Olena Kuzmyn og hendes mand fortsætter:
- For få dage side var det Olenas fødselsdag, men samtidig var der misiler, der slog ned i Ukraine. På den ene side ønskede venner og bekendte hende tillykke, men samtidig læser vi nyheder. Det er så hårdt, men det er godt, at Danmark og andre lande støtter os, siger han.
Når deres søn bliver stor nok, vil de fortælle ham, hvad der skete, da han blev født, og hvad hans familie og venner går igennem i Ukraine.
Københavns Rådhus har tidligere været oplyst i gult og blåt i forbindelse med en støttekoncert for Ukraine på Rådhuspladsen den 12. marts 2022.
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix