Regn og blæst nytårsaften. Nu advarer Sikkerhedsstyrelsen
Så hvis man vil ud og skyde det nye år ind med fyrværkeri, skal man være ekstra opmærksom på regnen, blæsten og fyrværkeriets sikkerhedsafstand.
- Der står på fyrværkeriet, hvor stor en sikkerhedsafstand man skal holde til det. Men når det blæser, skal den afstand øges, så man mindsker risikoen for skader. Hvis det blæser mere end fem meter i sekundet, skal man faktisk fordoble sikkerhedsafstanden. Og så er det altså ekstra vigtigt, at man husker beskyttelsesbrillerne, da regnen og blæsten kan få fyrværkeriet til at opføre sig mere uforudsigeligt, siger Nicoline Zederkof Jensen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Da det ser ud til, at der kommer regn i hele landet i løbet af nytårsaften, skal man også være særligt opmærksom på opbevaringen af fyrværkeriet. Fyrværkeri skal opbevares tørt og ikke for varmt, indtil det skal fyres af. Bliver fyrværkeri vådt, kan fyrværkeriets egenskaber blive ændret, så det springer på en uhensigtsmæssig måde eller med forsinkelse.
Her er Sikkerhedsstyrelsen fem råd til affyring af fyrværkeri:
Brug altid beskyttelsesbriller.
Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
Hold sikkerhedsafstanden, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
Gå aldrig tilbage til en fuser.