Royal Run melder udsolgt på rekordtid
Det skriver Danmarks Idrætsforbund og DGI i en pressemeddelelse tirsdag aften.
97.500 billetter blev sat til salg tirsdag klokken 10, og lidt over otte timer senere er der ikke flere startnumre tilbage.
I København og på Frederiksberg er der blevet solgt 45.000 startnumre.
Det er første gang, at Royal Run kan melde udsolgt på første salgsdag.
Det rekordhurtige salg kommer bag på Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.
- Vi havde på fornemmelsen, at vi ville sælge alle startnumre til vores store motionsfest, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det skulle ske på lidt over otte timer, siger Størup i pressemeddelelsen.