Se billederne: Plejehjemsbeboere på Nørrebro fejrede Pride
Der var god stemning på plejehjemmet Slottet, da man fejrede Priden.
Copenhagen Pride er i fuld gang.
Byens gader er fyldt med regnbueflag og festlige begivenheder.
Det gælder også på plejehjemmet Slottet, der ligger på Nørrebro. Onsdag holdt plejehjemmet deres årlige pride, der bød på underholdning, taler og aktiviteter for beboerne.
Et arrangement, der spredte god stemning blandt de deltagende plejehjemsbeboere. En af dem er Jytte Stockholm.
- Det er første gang, jeg er med. Jeg har nydt det, og synes det er dejligt, siger Jytte Stockholm til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Anna Clara Ingemann-Hansen/TV 2 Kosmopol
Plejehjemmet Slottet har profil som LGBT+-plejehjem, som betyder, at de har særligt fokus på LGBT+ personer, men alle slags beboere er velkomne på plejehjemmet.
Priden på plejehjemmet holdes hver sommer, og andre regnbuebegivenheder afholdes også på plejehjemmet i løbet af året. Begivenheder hvor frivillige fra LGBT+ miljøet for eksempel holder oplæg om LGBT+ bøger eller film.
En god sag
Ole Tuxen, der er beboer på naboplejehjemmet Møllehuset, har også deltaget i dette års pride på plejehjemmet. Det var ellers ikke noget, han havde planer om.
- Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være med, men jeg blev stærkt opfordret til det, så måtte jeg jo ud, det har jo så været meget hyggeligt, siger Ole Tuxen til TV 2 Kosmopol.
Ole Tuxen peger også på at Priden har sin plads på plejehjemmet.
- Det er vigtigt at fejre den i al almindelighed, også på plejehjem, det er jo en god sag, forklarer Ole Tuxen.
Jytte Stockholm har også planer om at deltage til næste års Pride på plejehjemmet.
- Jeg skal da være med igen, hvis det er, at jeg lever, siger Jytte Stockholm med et smil.
Du kan se billeder fra Pridefesten ved at klikke dig gennem galleriet herunder.