Se billederne: Sådan skal de nye metrostationer udsmykkes
De nye metrostationer ser ud til at blive noget mere spraglede end de gamle, når de åbner til sommer.
Lige nu har metro M4 kun to stop, man ikke kan nå med andre linjer, så den er måske lidt sølle i forhold til de øvrige.
Men når den til sommer bliver udvidet med med fem nye stationer fulde af kunst, kommer den måske til at outshine nogle af de gamle stationer lidt.
Det er første gang, Metroselskabet tænker kunst ind allerede under byggeriet af metrostationer. Kunstnerne er udvalgt gennem en konkurrence af Statens Kunstfond, der har haft fokus på, at hver station får et unikt udtryk.
Sådan kommer de forskellige stationer til at se ud:
Havneholmen:
Foto: metroselskabet
På metroens første stop fra Hovedbanegården er det kunstnergruppen Superflex, der vil forsøge at vende op og ned på stationen ved at tage metroens kendte elementer og placere dem overraskende steder.
En visualisering viser, at det for eksempel kan være at vende uret på hovedet eller infotavlen på siden.
Enghave Brygge:
Foto: metroselskabet
På Enghave Brygge omme bag Fisketorvet er det kunstneren Pernille With Madsen, der har fået lov til at eksperimentere med lys, sten og beton.
Med inspiration i biologi og højteknologi vil hun skabe et værk, der både har referencer til arkæologi og science fiction.
Sluseholmen:
Foto: metroselskabet
En otte meter høj stålskulptur står midt på perronen, hvor den reflekterer og sprede lyset på Sluseholmen Station.
Det er kunstneren Renè Schmidt, der har skabt den med inspiration i gelédyr fra havet. Billedet her er fra januar, da Metroselskabet hejste skulpturen ned på stationen.
Mozarts Plads:
Foto: metroselskabet
På Mozarts Plads har Christian Schmidt hængt to gigantiske malerier op på væggene.
De farverige og mere eller mindre abstrakte motiver skal illustrere Sydhavnens nutid og fremtid. Billedet her er fra i weekenden, hvor byggepladsen var åben for besøgende.
København Syd:
Foto: metroselskabet
Førhen hed den Ny Ellebjerg Station. Nu hedder den København Syd og skal fremover fungere som et trafikalt knudepunkt for både metro, S-tog og regionaltog.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Kunstneren Henrik Plenge Jakobsen vil konstruere et stort astronomisk ur, der viser en række himmellegemers præcise position over Ny Ellebjerg.
Når metrolinjen til Sydhavn og Valby åbner til sommer, vil det samlede metronet bestå af 44 stationer.