Se videoen: Brandmand stod på stilladset, da Børsen kollapsede
En brandmand slap uskadt, da han stod på stilladset ved Børsen, og ydermuren kollapsede få meter fra ham. Bag hans overlevelse ligger en historie om præcise ingeniørberegninger.
Man fristes til at sige, at brandmanden i videoen herover mirakuløst slipper uskadt, da Børsens ydermur styrter sammen få meter fra ham.
Men det ville ikke være korrekt.
For mens Hovedstadens Beredskab arbejdede intenst med brandslukning og afstivning af den gamle bygning, blev der regnet minutiøst på, hvordan en eventuel sammenstyrtning ville finde sted - og hvis beregningerne holdt stik, ville det kunne lade sig gøre at sende mandskab helt tæt på den svært brandskadede børs.
- Ret tidligt under vores indsats - allerede om tirsdagen, var vi klar over, at som branden udviklede sig, kunne der opstå fare for sammenstyrtning i den udbrændte del, fortæller operationschef i Hovedstadens Beredskab, Frank Trier Mikkelsen til TV 2 Kosmopol.
Han tilføjer, at det er en risiko, brandfolkene er vant til at tage med i deres betragtninger, og at de er trænet i at arbejde under den slags forhold.
For under en brand opfører bygningsmaterialer sig helt anderledes end normalt. Metal bliver blødt, cement og beton slår revner og forskyder sig - mens træ - og det var der meget af i Børsen - ganske enkelt forsvinder.
- Det var vi bevidste om her. Så vi tilkaldte en statiker. Det er en ingeniør, der uddannet til at beregne sammenstyrtningsfare. Han kan se på, hvilke materialer, der vil stå tilbage - og hvis der sker en sammenstyrtning, kan han også regne ud, hvilken vej, det vil styrte sammen, fortæller Frank Trier Mikkelsen.
Når fejlberegninger kan være livsfarlige
Efter to dage med brand og slukningsarbejde i Børsen skulle det torsdag vise sig, om statikeren havde regnet rigtigt.
En fejlberegning ville kunne koste livet for en eller flere brandfolk.
- Når statikeren kommer med beregninger, definerer vi et fareområde. Det betyder ikke, at vi ikke må færdes i området, men det sker under en række forholdsordrer. Og her var forholdsordren, at det ville være sikkert at færdes på stilladset ved gavlen af Børsen, fortæller Frank Trier Mikkelsen.
Og lige præcis ved gavlen var det pludselig nødvendigt at arbejde. Det var begyndt at brænde på indersiden af gavlen, og brandfolkene på stigevognene uden for kunne ikke komme til. Derfor måtte en brandmand op på stilladset og slukke derfra.
Kort efter styrtede muren.
- Det er min observation fra videoen, at han derefter bevæger sig forsigtigt. Også det er vi trænet i, og så handler det om, at alle skal ud og væk fra bygningen, siger Frank Trier Mikkelsen.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Alle skulle tælles
Sammenstyrtningen betød, at der var én opgave, som havde topprioritet. Og det var at sikre, at alle var kommet ud.
- Vi havde kun den ene mand på stilladset, men vi havde også folk i den del af Børsen, der ikke var brændt. Og så var der entreprenørens ansatte og folk fra skadesservice. Når alle er ude bliver der lavet mandtal. Alle har jo en leder, de refererer til - og så skal der meldes tilbage, så man ved, at alle er ude.
Det var de heldigvis. Frank Trier Mikkelsen understreger, at ingen kom til skade under den voldsomme sammenstyrtning.
Nu skal hændelsen gennemgås. Kollapset bliver registeret som en såkaldt nærved-hændelse.
- Det er et udtryk, vi bruger for en begivenhed, hvor ingen er kommet til skade, men hvor nogen godt kunne være kommet til skade. Vi skal dokumentere, hvad der skete, og hvad der ledte frem til det, så vi kan drage læring af det og skabe et sikkert arbejdsmiljø. Statikeren var jo nok den, der havde hjertet mest oppe i halsen, for det var hans beregninger, vi arbejdede efter - men de holdt stik. Det var ikke stilladset ved gavlen, der væltede, og den del af muren, der væltede, faldt indad, siger operationschefen.
Fortsat i arbejde
Brandmanden, der stod på stilladset har ikke haft overskud til selv at fortælle om oplevelsen, og derfor er det Frank Trier Mikkelsen, der sætter ord på.
Men operationschefen fortæller, at brandmanden efter omstændighederne har det godt.
- Han er fortsat i arbejde og altså ikke sygemeldt, siger Frank Trier Mikkelsen.
Efter kollapset tilkaldte Hovedstadens Beredskab en krisepsykolog, som alle, der var til stede, kunne få en samtale med, hvis de havde behov for det.
Årsagen til branden i Børsen er endnu ikke fastlagt.