Skraldemænd er på arbejde igen - men forhandlingerne er ikke slut
Mandag mødtes repræsentanter fra ARC og 3F efter en uges skraldekonflikt i København, Dragør og Tårnby. ARC tror på en løsning om få dage.
En uges skraldekonflikt er slut, og tusindvis af borgere i hovedstadsområdet kan igen se frem til, at affaldet bliver hentet som normalt.
Mandag morgen genoptog flere hundrede skraldemænd i København, Tårnby og Dragør arbejdet på gader og stræder
Affaldsindsamlingen har ellers stået stille siden mandag i sidste uge, hvor flere end 500 skraldemænd nedlagde arbejdet og fik affaldet til at hobe sig op mange steder.
Uenighed om arbejdstid
Skraldemændene har været utilfredse med Amager Ressourcecenter, der også er kendt som ARC. De overtager opgaven med affaldsindsamlingen den 1. maj, og parterne har ikke kunnet blive enige om især arbejdstiden.
For eksempel har ARC og skraldemændene været uenige om, hvornår andet skiftehold hos skraldemændene skal møde ind.
Kort fortalt arbejder skraldemændene i toholdsskift og har en såkaldt fyraftensakkord. Så når de er færdige med dagens arbejde har de fri. Arbejder de hurtigt og effektivt, har de fri tidligere - nemlig når dagens affaldsindsamling er gennemført.
Men ARC ønsker, at de skal have faste arbejdstider og henviser til øget arbejdssikkerhed, og at der skal være tid til opladning af de elektriske skraldebiler, der nu udgør en stor del af affaldsflåden.
Men mandag tog skraldemændene altså igen et solidt greb om affaldet, selv om der endnu ikke er fundet en officiel løsning på udfordringerne med arbejdstiden.
Der er dog bedring i forholdet mellem parterne, der mødtes mandag morgen på et to timer langt møde mellem ARC, fagforeningen 3F og flere tillidsrepræsentanter.
Udsigt til aftale
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol
- Vi har her til morgen haft et godt og konstruktivt forhandlingsmøde med 3F og tillidsrepræsentanterne for renovationsmedarbejderne. Mødet er foregået i god ro og orden, og parterne virker indstillet på at nå frem til en aftale om den fremtidige arbejdstid. Af respekt for forhandlingsforløbet har vi ingen yderligere kommentarer for nuværende, siger chef for affaldsindsamlingen hos ARC, Helena Hasselsteen Nielsen.
Til TV 2 Kosmopol oplyser Helena Hasselsteen Nielsen desuden, at hun regner med, at der formentlig er fundet en løsning i løbet af de nærmeste dage.
- Alle skal mærke efter og se, om de kan se sig selv i det, supplerer hun.
Betyder det, at I er kommet med et nyt udspil?
- Det vil jeg ikke udtale mig om, svarer chefen for affaldsindsamlingen.
Affald indsamlet onsdag
Hos skraldemændene fortæller talsmand Ulrik Blessing, at der nu er ekstra folk på arbejde for at tage hånd om det affald, der har hobet sig op den sidste uge under den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.
- Vi forventer, at vi er nået igennem alle beboelsesejendomme én gang i løbet af onsdag, siger Ulrik Blessing.
Samme melding kommer fra ARC:
- Det er glædeligt, at affaldet igen bliver indsamlet. I lyset af det gode og konstruktive forhandlingsklima er det min forventning, at der inden for de kommende dage er ryddet helt op igen i København, Dragør og Tårnby, forklarer Helena Hasselsteen Nielsen.
Hos 3F vil man ikke udtale sig i øjeblikket af hensyn til forhandlingerne.