Som 17-årig blev Haidar dømt for drabsforsøg. I fængslet blev han et litterært stjerneskud

Haidar Ansari tager et par skridt væk fra indkørslen til en kommunal genbrugsstation ved Hørgården, en del af Urbanplanen på Amager.

Han stiller sig på kanten af fortovet og en parkeringsbås.

- Det var lige her, hvor vi står, siger han lavmælt og med et alvorligt udtryk i ansigtet.

Det er fire år siden, et spontant, natligt opgør med nogle rivaliserende drenge i Urbanplanen sendte den unge mands liv på uvis kurs.

- Min gode kammerat blev stukket i siden af maven, så han fik tarmudfald. Og jeg stikker så modparten i bughulen, og han segner også sammen og bliver. Ja. Ilde tilredt. Det er ikke gode minder. På ingen måde. Tværtimod, siger Haidar Ansari, når han husker tilbage på den skæbnesvangre nat.

Heldigvis overlevede begge knivstikkene, men Haidar Ansari fik en dom på fem år for drabsforsøg.

Det skulle højst overraskende vise sig at være en velsignelse i forklædning.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Få kilometer, men milevidt fra Indre By

Der er kun få kilometer fra Hørgården i Urbanplanen og til Indre By, men milevidt fra den verden Haidar Ansari voksede op i.

Et miljø med masser af stoffer. Haidar Ansari var 13 år, da han røg en joint for første gang.

- Det gjorde, at jeg langsomt fadede væk fra virkeligheden. Jeg tror, at med hash, der degenereres du. Og hash er overalt i sådan nogle ghettoer. Som små så vi de ældre sidde og ryge joints. Før eller siden blev vi gamle nok til, at vi blev tilbudt at ryge med. Og kokain i lige så høj grad, siger han:

- Man bliver udsat for flere ting her i området, end hvis man var vokset op et mere velfungerende sted. Det var mere dysfunktionelt dengang.

Haidar Ansari har levet langt hovedparten af sit liv i Hørgården, som er en del af Urbanplanen på Amager. Hans forældre, der kom til Danmark som irakiske flygtninge, er skilt, og Haidar er vokset op sammen med sin mor og tre brødre.

- Min mor har også været alene med fire drenge, så det har været begrænset, hvor meget hun har kunnet engagere sig i mit liv alene, fordi der er tre andre børn, og der skal laves mad, og der skal vaskes op, og jeg tror, hun har haft meget at se til, forklarer den i dag 21-årige Ansari.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Fra skole til skole til institution til institution

Det gjorde, at Haidar Ansari tidligt kom på skæv kurs. I 5. klasse blev han smidt ud af skolen og kom i stedet på den Classenske Legatskole, hvor børnene levede et helt andet liv.

Hvor de ikke kastede sten på ruder og vandballoner ind af folks stuer, og hvor forældrenes hjem var udstyret med malerier og vinreoler.

Og hvor forældrene spurgte børnene, hvordan deres dag havde været, når de kom hjem fra skole.

- Når jeg kom hjem, så satte jeg mig på sofaen, og så blev der råbt aftensmad på et tidspunkt. Der var ikke lige nogle ressourcestærke forældre at vende dagen med, siger Haidar Ansari.

I 7. klasse forlod han skolen. Fandt sammen med ligesindede i kvarteret og blev stadigt mere draget af det hårde miljø, hvor ikke bare stofferne men også volden dominerede.

- Volden er det sprog, man taler. Vold er det eneste sprog, man kan tale, siger han.

Han var 11 år, da han for første gang så en mand blive stukket ned. Det fik ham til at tro, at vold var socialt acceptabelt.

- Hvis det er det, du vokser op med, så vil du før eller siden begynde at gå af den vej. Og det er det, der skete for mig.

Volden og det hårde miljø sendte ham først via tre forskellige sikrede institutioner, indtil den føromtalte nat, hvor han som 17-årig stak en anden ung mand i maven og blev tildelt fem års fængsel.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Blev sat fri i fængslet

Haidar Ansari siger selv, at det var sundt for ham at komme i fængsel.

Det var her, en psykolog fik Haidar Ansari til at se sig selv som andet end en voldsparat ung mand fra Urbanplanen.

Det var her, han mødte dansklærer, der præsenterede ham for litteraturen.

Og det var i denne, litteraturens verden, et helt nyt univers åbnede sig for ham.

- Jeg tror egentlig, at jeg i min bevidsthed ikke længere var fængslet som sådan. Jeg var ikke indkapslet. Jeg havde ikke nogen begrænsninger. Jeg vil sige det på den måde, at i litteraturen, der rejste jeg verden rundt fra min celle af, siger han.

I selskab med kendte navne som Tove Ditlevsen, Michael Strunge, Vita Andersen, Henrik Pontoppidan og Yahya Hassan. Især sidstnævnte gjorde et stort indtryk.

- Der så jeg min verden blive skildret, så det er klart, han (Yahya Hassan, red.) har været en vigtig foregangsperson.

Haidar Ansari nøjedes ikke med at læse. I det små begyndte han også selv at eksperimentere med skriveriet. På et tidspunkt mødte han forfatteren Morten Pape, som selv er opvokset i Urbanplanen, og som var på besøg i fængslet.

- Han beder mig så rette henvendelse til ham, hvis jeg vil begynde at skrive litteratur, hvilket jeg gør to år efter. Da har jeg det første udkast til et manuskript, som jeg sender til ham, siger Haidar Ansari.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Digtsamling om et kikset gangsterideal

Det manuskript sendte Morten Pape videre til forlaget Gyldendal, der kunne lide, hvad de så. I marts udgav Gyldendal Haidar Ansaris første digtsamling med titlen ’Institutionaliseret’.

I denne optræder blandt andet digtet 'Khalid', hvor hovedpersonen i en kokainrus stikker en ung mand ned og bagefter holder sin vens tarme i tyve minutter, mens han trøster sin sårede ven med, at den anden snart ville dø.

Selv om han i digtsamlingen fremstiller Urbanplanen i et hårdt lys, har han fået stor opbakning fra sit bagland.

- Her i kvarteret var der ikke andet end kærlighed og opbakning til mit projekt, siger Haidar Ansari.

Siden han i september blev prøveløsladt, har han haft sin daglige gang på forlaget, hvor han nu færdes hjemmevant - og hvor han for tiden sidder og skriver på en ny bog.

Trods hans nye virkelighed banker fortiden stadig på. Både når han er på vej til møde med sin sagsbehandler i Kriminalforsorgen og er ved at komme en smule for sent, og når han bliver bedt om at forholde sig til, hvis skyld det var, at det gik, som det gik.

Skylden tager han på sig, og ansvaret ditto.

- Jeg har forårsaget en masse skade, som jeg ikke kan rette op. Jeg kan aldrig gøre skaden god, jeg kan aldrig gøre det regnskab op. Men det her er måske også min måde at gå bodsgang på ved at sørge for at få afromanantiseret det her gangsterliv og de her gangsteridealer, som egentlig er meget kiksede, siger Haidar Ansari.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

En fisks evne til at klatre i træer

En ting er Haidar Ansaris vej ud af den kriminelle løbebane. Men hvordan når man til de unge, som er ude af kurs, og som måske ikke lige har en forfatter i maven og en redaktør på Gyldendal til at bakke op?

Den unge forfatter og digter peger på skolesystemet.

- Der er mange, der går tabt, fordi de måske ikke er særligt gode bogligt, men så er de måske gode kreativt eller gode med hænderne. Så jeg tror også, det handler om at finde de unges interesser og kompetencer og finde ud af, hvad er de gode til, siger han og fortsætter:

- Vi tror jo tit, at de, der er kriminelle, alle sammen er kognitivt udfordret. Vi tror, de bare er idioter, der ikke kunne blive andet. Men sandheden er, at det forholder sig ikke sådan. Mange af de indsatte er faktisk virkelig kloge mennesker:

- Altså, jeg har siddet i fængsel med nogle, som har været de mest kreative mennesker, som ikke engang kultureliten kan nå til fingerspidserne af. Folk, der kan tænde ild fra stikkontakter og stege på lamper. Man ser de mest kreative mennesker, og det er meget sigende for, at det faktisk er tabte ressourcer.

Derfor mener Haidar Anasari, at det er vigtigt, at en ung, institutionaliseret mand bliver mødt i øjenhøjde af en person, der kan hjælpe med at vende den negative selvopfattelse, som mange fængslede personer ifølge ham har.

- Var det ikke Albert Einstein, der sagde, at hvis du bedømmer en fisks evne på at klatre i træer, så vil fisken leve hele sit liv og tro, den er dum?