Stor jubel over fornem international pris til dansk kok
Dansk koks andenplads ved europamesterskab for kokke har stor værdi for Danmark, mener brancheorganisationen HORESTA.
Fredag eftermiddag sikrede den danske kok Ronni Mortensen sig sølv ved det uofficielle europamesterskab for kokke, Bocuse d'Or.
Og det er ikke kun den danske kok, der til daglig udfolder sine talenter på den trestjernede Michelin-restaurant Geranium i København, der har hænderne i vejret over det flotte resultat.
Brancheorganisationen HORESTA tager også del i sejren. I en pressemeddelelse understreger organisationen vigtigheden af, at topgastronomien fortsat bliver politisk prioriteret. Det har stor brandingværdi for Danmark og turismen, lyder det fra organisationens formand, Jens Zimmer Christensen.
- Ronni Mortensen leverer en fantastisk præstation. Den er medvirkende til, at Danmark forbliver på lystavlen hos foodies og gastroturister fra hele verden. Men det kræver ildsjæle, dedikation og hårdt arbejde at komme hertil. Derfor er man fra politisk side nødt til at sikre, at vi også i fremtiden har et setup omkring vores dygtigste kokke, der gør det muligt for dem at levere på den største scene, siger han.
- Krisen må ikke ødelægge den danske position
Jens Zimmer Christensen tilføjer, at gourmetsegmentet har været særligt hårdt ramt af krisen på grund af den store andel af omsætningen, der normalt kommer fra internationale turister, og det kan få konsekvenser for branchen som helhed.
- Flere Michelin-restauranter er allerede lukket, og som situationen med covid-19 er lige nu, kan det bestemt ikke udelukkes, at flere danske stjerner må falde. Det vil være en katastrofe, hvis krisen ødelægger en position, som de danske kokke har brugt årtier på at bygge op, og som kommer hele turisme- og oplevelseserhvervet til gavn. Vi ser flere andre lande målrettet hjælper deres oplevelseserhverv med for eksempel momsnedsættelser, og vi mener, at lignende redskaber bør tages i brug herhjemme, lyder det fra Jens Zimmer Christensen.
Det er ikke første gang, at Danmark opnår en podieplads ved Bocuse d'Or. Tidligere har Ronni Mortensens lærermester og køkkenchef på Geranium, Rasmus Kofoed, vundet bronze, sølv og guld ved konkurrencen.