Stor politiaktion midt i København: Tre anholdt efter røveri mod juvelbutik - ekspedient ramt af knivstik

Ved tumult under røveri blev en ekspedient ramt af røvers kniv, men kom kun lettere til skade. Tre er anholdt.

Opdatering klokken 17.12:
Artiklen er opdateret med nye oplysninger.

Tre røvere slog tirsdag eftermiddag til mod en juvelérforretning i Grønnegade i København. Under deres flugt blev ekspedienten i butikken stukket med kniv.

Knivstikkeriet skete, da der opstod tumult mellem gerningspersonerne og ekspedienten i butikken, skriver Ritzau.

- Vi modtager klokken 15.09 en anmeldelse i form af en alarm fra juveléren. Klokken 15.11 får vi en anmeldelse om knivstikkeri, siger vagtchef Michael Andersen til Ritzau.

Vagtchefen oplyste i første omgang, at to personer er blevet anholdt, mens en tredje var på fri fod.

Af samme grund var Kongens Nytorvs metrostation spærret, mens politiet forsøgte at lokalisere den sidste formodede gerningsperson, skriver TV 2.

Kort før klokken 16.30 meddelte politiet via X, at den sidste person nu også var blevet anholdt.

Hos Københavns Politi fortæller politiinspektør Tommy Laursen, at de to første formodede gerningspersoner blev anholdt efter få minutter,

- I den forbindelse fik politiet hjælp af en civil borger, som hjalp med at fastholde en af de anholdte. Ham vil vi meget gerne i kontakt med, fortæller Tommy Laursen til Ritzau.

Kort efter klokken 17 skriver Københavns Politi på X, at patruljer fortsat vil være til stedet omkring Grønnegade "et stykke tid endnu". 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Politiet arbejder på Kongens Nytorv i København, hvor tre personer er anholdt efter et røveri mod en juvelforretning. Under røveriet blev ekspedienten stukket med kniv.
Politiet arbejder på Kongens Nytorv i København, hvor tre personer er anholdt efter et røveri mod en juvelforretning. Under røveriet blev ekspedienten stukket med kniv.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Såret ekspedient jagtede røvere til fods

Knivstikkeriet skete, da der opstod tumult mellem gerningspersonerne og ekspedienten i juvelerforretningen, skriver Ritzau.

Ekspedienten blev ramt af en kniv, som en af gerningsmændene var bevæbnet med, og fik et mindre sår. 

Det afholdt ham imidlertid ikke fra at sætte efter røverne til fods.

På Kongens Nytorv nogle få hundrede meter fra gerningsstedet fik ekspedienten øje på en politipatrulje og rettede henvendelse. 

Det skete, blot to minutter efter at alarmen fra butikken var indløbet til ordensmagten.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Politiet arbejder på Kongens Nytorv i København, hvor tre personer er anholdt efter et røveri mod en juvelforretning. Under røveriet blev ekspedienten stukket med kniv.
Politiet arbejder på Kongens Nytorv i København, hvor tre personer er anholdt efter et røveri mod en juvelforretning. Under røveriet blev ekspedienten stukket med kniv.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Grundlovsforhør onsdag

Efter røveriet var politiet til stede med adskillige patruljer ved gerningsstedet og på Kongens Nytorv, hvor der blev etableret afspærringer. 

Også metroen blev påvirket, da de underjordiske tog ikke standsede på stationen ved Kongens Nytorv - antageligt for at gerningsmændene ikke skulle have mulighed for at flygte ad den vej.

Mindre end halvanden time efter røveriet, som blev anmeldt klokken 15.09 meldte Københavns Politi ud, at en tredje mistænkt var blevet anholdt. Dermed er der ikke flere gerningsmænd på fri fod.

De anholdte skal nu afhøres, og politiet skal have dannet sig et overblik over de øvrige oplysninger i sagen. Herefter skal anklagemyndigheden tage stilling til, hvad der skal ske med de anholdte.

Hvis politiet og anklagemyndigheden ønsker at holde på dem, skal de senest onsdag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør, hvor en dommer skal tage stilling til, om de skal varetægtsfængsles, mens politiet efterforsker sagen.

Kort efter klokken 17 meddeler politikredsen via X, at de tre anholdte vil blive fremstille i grundlovsforhør onsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik