Tolv lande kigger på hospital i hovedstaden: "Det må være vidunderlige omgivelser at være patient i"
80 deltagere fra 12 forskellige lande besøgte Bispebjerg Hospital i det Københavns Nordvestkvarter for at se nærmere på hospitalets inkluderende tilgang til patienterne.
Busser fulde af læger og sygeplejersker og andre sundhedsansatte fra flere lande rullede til Bispebjerg Hospital mandag morgen i denne uge.
Den sociale have, køkkenet med grøn mad og lægeklinikken for social udsatte – det er noget af det, som de 80 hospitalsansatte fra 12 forskellige lande skulle opleve på det store hospital i Nordvest.
Lizzy Plaschek fra Holland er meget optaget af hospitalets måde at se patienterne på.
- Jeg er meget interesseret på grund af den holistiske tilgang. Og så må det jo være vidunderlige omgivelser at være i som patient, tilføjer Lizzy Plaschek, mens hun kigger rundt på de mange grønne oaser.
Deltagerne er fra England, Island, Belgien, Luxemburg, Australien, Tanzania, Holland, Canada, USA, Estland, Singapore og Norge. De skal opleve, hvordan Bispebjerg arbejder inkluderende med de mange grønne omgivelser, med måltiderne og med lighed i sundhedsvæsenet.
Flexklinikken er til stor inspiration
Første stop er den nyåbnede flexklinik. En særlig lægeklinik for hjemløse og andre socialt udsatte. Her kan patienter dukke op uden at bestille tid, og klinikchefen er rigtig glad for at få internationalt besøg.
- Vi er så stolte af Flexklinikken, og nu er det muligt at fortælle om den og vise den frem for resten af verden. Det er fantastisk, siger Jens Rasmussen, som er chef på klinikken.
Flexklinikken har allerede vundet Region Hovedstadens Patienttilfredshedspris, og Dymphie de Garde - også fra Holland - er særdeles begejstret.
- Det er en storslået ide! Vi har ikke noget tilsvarende i Holland. Folk bliver behandlet på hospitalet, og så forlader de det, og ingen ser dem rigtigt. Og senere så bliver de indlagt igen.
Så vil du tage det her med tilbage til Holland?
- Ja! Ja, jeg tager det med til Holland, siger Dymphie de Garde med et stort smil.
Direktøren er stolt
De 80 gæster deltager i en stor international konference med 4.500 deltagere, hvor man i disse dage diskuterer kvalitet og patientsikkerhed i Bella Centret. Og i dag er der altså rundvisning for interesserede på Bispebjerg Hospital.
Direktør Kristian Antonsen, der går ikke en dag uden vi taler om problemer i sundhedssektoren her i Danmark. Hvordan er det at skulle være stolt af sit hospital på sådan en dag?
- Det er ikke særlig svært. Jeg ved godt, der er masser af problemer i det danske sundhedsvæsen, men hvis du spørger de 80 mennesker, der er her nu, vil de fortælle, at de har præcis de samme udfordringer.
- Jeg tror faktisk, at vi i Danmark er rigtig fint med i forhold til at løse de udfordringer, som alle sundhedsvæsener i hele verden står med, siger Kristian Antonsen, direktør på Bispebjerg Hospital.
Maden er blevet meget bedre
Deltagerne kommer også et smut forbi køkkenet, hvor al maden til patienterne laves. Her hører de, hvordan personalet arbejder med mere og mere grøn mad, lavet fra bunden af friske råvarer.
Også her er der respekt for forskellighed: Der tages hensyn til, at patienter selvfølgelig er forskellige - at nogle eksempelvis er vegetarer, og andre helst vil have mad, der glider ned med sovs.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Stine Sylvestersen/ TV 2 Kosmopol
Direktøren fortæller, at der er sket en stor udvikling i madlavningen.
- Før i tiden var det vigtigste, at man kunne betjene en dåseåbner og en saks til at klippe frostposer op, og nu bliver alt lavet fra bunden. Alt bliver brugt – der er meget lidt spild nu, fortæller Kristian Antonsen.
Grønt er godt for sjælen
Sidste stop på turen er Den Sociale Blomsterhave. En grøn oase for medarbejdere, patienter og pårørende.
- Det er et smukt sted, det ligner slet ikke en del af et hospital, udbryder Lizzy Plaschek.
Men det er i den grad en del af hospitalet – det er nemlig også et sted, hvor psykisk sårbare kommer og arbejder med planter og jord. Deltagerne i rundvisningen får også lov at lave et par buketter, og Lizzy Plaschek er efterladt med lutter gode indtryk efter rundvisningen.
- Jeg elsker det! Det var også derfor, jeg var så begejstret for at kunne komme hertil med mit hospital.
- Og haven her er så smuk. Jeg vil virkelig gerne tage idéen om haven med tilbage og lave noget lignende derhjemme, slutter Lizzy Plaschek.
Også herhjemme høster omgivelserne ved Bispebjerg Hospital ros. Mandag vandt Bispebjergs Helende Haver således publikumsprisen ved Københavns Kommunes bygningspræmiering 2023.