Tre år med omfattende vejarbejde venter central gade i København
Allerede i sensommeren går vejarbejdet i gang - og der kan gå rigtig lange tid, før Torvegade på Christianshavn kommer til at ligne sig selv igen.
Det skal være skidt, før det bliver godt.
Sådan lyder et gammel mundheld, og det passer ganske fint til den trafikale situation, der venter efter sommerferien.
Christianshavnerne kan se frem til både helt nye og velfungerende fjernvarme- og bygasrør og bedre plads til cyklister og fodgængere.
Der skal dog lige gå tre år med vejarbejde, før tingene står færdige.
Fra 5. august indleder Hofor sin del af arbejdet med en seks meter bred afspærring, der i etaper vil blive flyttet hen ad vejen med start fra krydset ved Prinsessegade.
- Torvegade vil være fuldt åbent for trafikanter under hele gravearbejdet i 2024-2025, men bliver indsnævret til kun én vejbane for biler og busser i hver retning, skriver Hofor i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Tidsplanen er koordineret med Københavns Kommune, så Hofor bliver færdig med fjernvarmeprojektet, inden vejprojektet Din Nye Torvegade efter planen går i gang i efteråret 2025.
Torvegade skal nemlig også omdannes og fornyes, så der bliver bedre plads til de mange cyklister og fodgængere, der hver dag krydser Christianshavn.
Det betyder, skriver Københavns Kommune på sin hjemmeside, at trafikken i en længere periode vil være ensrettet og skal ledes væk fra Christianshavn.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Når de tre års vejarbejde er slut, vil cykelstierne være 3,5 meter brede - ligesom på Nørrebrogade - og fortovene vil nogle steder blive op til fem meter brede.
Endelig vil det blive lettere og mere sikkert at stå af bussen, skriver Københavns Kommune.
Det forventes at alt står færdigt i løbet af 2027.
Foto: HOFOR