Varetægtsfængslet: 16-årig svensker affyrede skud på åben gade
Det kom frem i Dommervagten i Københavns Byret, hvor han torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør.
Ifølge sigtelsen affyrede drengen i hvert fald et skud med en 9mm Glock-pistol mod en endnu ukendt person, som ikke blev ramt.
Drengen sigtes også for at have været i besiddelse af en 9mm Taurus-pistol i en lejlighed i Hvidovre.
Ifølge sigtelsen skulle både drabsforsøget og besiddelsen af de to skydevåben været foregået efter aftale med flere endnu uidentificerede medgerningsmænd.
Den 16-årige dreng nægter sig skyldig.
I grundlovsforhøret blev drengen varetægtsfængslet i 27 dage på en lukket psykiatrisk afdeling.
Da den sigtede er under 18 år, var de sociale myndigheder fra både Danmark og Sverige til stede under grundlovsforhøret.
Ingen personer blev ramt ved skyderiet onsdag aften, som politiet fik meldingen om klokken 20.59.
Kort efter skyderiet - klokken 21.07 - blev den svenske dreng anholdt.
Politiet har oplyst, at drengen ikke var kendt af politiet i forvejen. Onsdag aften ville politiets vagtchef Jonathan Wald ikke udelukke, at det var banderelateret.
- Det er altid et led i en efterforskning som en hypotese. Men vi efterforsker sagen bredt, lød det.
I den seneste tid har der været flere sager om unge svenskere, som er blevet sigtet for våbenbesiddelse og drabsforsøg i Danmark.
Blandt andet blev to svenske drenge på henholdsvis 15 og 16 år i midten af juni varetægtsfængslet på sigtelser om drabsforsøg ved et klubhus, der tilhører rockergruppen Comanches, i Brøndby med fem dages mellemrum.
/ritzau/