Vennerne døde én efter én. Det skildres nu en i forestilling på otte timer
Teaterinstruktøren Thomas Bendixens personlige baggrund har gjort det ekstra vigtigt for ham at fortælle historien i forestillingen Arven, der har premiere i næste måned.
Hvis du går i panik ved tanken om en film, der varer op imod tre timer - eller en Wagner-opera, der rask væk varer fire timer, så kan du for alvor blive udfordret, hvis du booker billet til Det Kongelige Teaters seneste skuespils-satsning - Arven, der er skrevet af den amerikanske dramatiker Mathew Lawrence.
Eller også kan du synke ned i dit sæde og få en ret så usædvanlig oplevelse.
Den prisvindende forestilling, som har gået sin sejrsgang på teatre rundt om i verden, varer hele otte timer. Og så er det endda med tunge emner som homoseksuelles vilkår og AIDS-epidemien som vigtige elementer.
- Det er rørende. Det er alvorligt - og så er det morsomt, siger instruktøren af forestillingen, Thomas Bendixen, til TV 2 Kosmopol.
Døde fra AIDS-epidemien er ikke bare tal
Arven foregår i New York i 2016, og handler om homo-parret Toby og Eric. Toby går nervøst og afventer premieren på et teaterstykke, han har skrevet.
Hans kæreste Eric tilbringer tid med underboen, Walter, der er 20 år ældre, og i kraft af sin alder har han oplevet den voldsomme AIDS-epidemi, der nærmest raserede det homoseksuelle miljø i særligt amerikanske storbyer.
- Hvis man skal vide, hvem man er, så er man også nødt til at grave i fortiden. Det gør parret i forestillingen og opdager, at generationen før dem har været udsat for en traumatisk og alvorlig sygdom, hvor mange er døde. Der er ikke ret mange tilbage, som kan fortælle om det, forklarer Thomas Bendixen.
Det var nærmest en tsunami. Mine venner fik hiv, og de begyndte at dø. Da jeg var 27 havde jeg mistet mange af dem
En af hans pointer er, at AIDS-epidemien og de mange døde i dag bare er blevet et tal. Den er ikke noget, ret mange mærker i sjælen.
- Forestillingen vækker dem til live, som døde alene i skam og smerte. Den fremkalder dem, så vi kan mærke, at de er der - og vi kan mærke sorgen over, at de alligevel ikke er der mere, siger han.
En tsunami af sorg og død
Og lige den del har stor personlig betydning for den 56-årige teaterinstruktør, der selv var ung, da AIDS-epidemien eksploderede - også her i Danmark.
- Da jeg var 19, fik den første af mine venner at vide, at han havde HIV. Han fik at vide, at han kunne leve to år til - eller bare et halvt, hvis det kom i udbrud. Han var 21 år, og der var ingen hjælp hjælp at hente. Han var helt alene, lyder det eftertænksomt fra Thomas Bendixen.
Den 21-årige, unge mand blev ikke den sidste. Langt fra.
- Det var nærmest en tsunami. Mine venner fik HIV, og de begyndte at dø. Da jeg var 27 havde jeg mistet mange af dem, og jeg var en vred, ung mand for sorg og afmagt blev til vrede hos mig. Der var ingen forældre involveret, og det var vennerne, der stod for begravelserne, forklarer han.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De døde æres
Opsætningen af Arven kommer dermed til at betyde noget helt personligt for Thomas Bendixen.
Han forklarer, at netop fordi epidemien rasede i 80'erne - så findes minderne om mange af de døde ikke mere - de har ikke efterladt sig den elektroniske arv, som vi gør i dag. Internettet eksisterede ikke.
- Så man kan ikke finde dem. Nu har jeg mulighed for at ære dem. Det er min opgave, at minde om, at de var der - at de stadig er der. Og det samme gør forestillingen. Med den har vi mulighed for at fejre dem og fjerne skammen. Og så kan vi fejre det mirakuløse i en helbredende behandling, som godt nok ikke er lutter idyl - men man dør ikke mere, siger han.
I forestillingen indgår en gruppe statister, der har det til fælles, at de er HIV-smittede. Og i den grad i live.
- Vi fejrer, at de lever, for de er en slags mirakelmennesker, fastslår Thomas Bendixen.
Rettigheder på skrøbeligt fundament
Arven rummer også den historie, at da Donald Trump kom til magten i USA, følte mange homoseksuelle, at de rettigheder, de havde opnået gennem mange års kamp, nu var truet. Det gælder for eksempel retten til ægteskab og adoption - men også noget så grundlæggende som accept.
En endnu grummere udvikling har LGBT+-miljøet i Rusland og andre østeuropæiske lande oplevet.
Det handler om rettigheder, der hviler på et grundlag, som selv her i trygge Danmark kan blive skrøbeligt en dag.
- En minoritet er altid en minoritet. Lige nu oplever vi en kraftig woke-bølge, og der tales sågar om, hvorvidt børn skal kunne skifte køn. Men den slags kan let resultere i en modreaktion, og pludselig kan der blæse andre vinde, siger han.
Det er der så kommet en teaterforestilling ud af, der med pauser varer i mere end otte timer. Det Kongelige Teater giver publikum mulighed for at opleve det hele på én gang - hvor man starter klokken 15 med en del pauser - og en længere spisepause undervejs, eller man kan placere oplevelsen over to aftener, hvor der så spilles i cirka tre timer per aften.
- Det er ikke tungt. Det er bygget op i afsnit, og det er en god, og vigtig historie. Du kan vel sammenligne det med, at man sidder og binger en serie på HBO. Det er hyggeligt, og der vil være en helt særlig føleles af nærvær i salen mellem publikum og skuespillere, lover Thomas Bendixen.
På rollelisten kan man opleve Emil Blak Olsen og Alvin Olid Bursøe som det yngre par, mens Jens Jørn Spottag spiller rollen som den lidt ældre underbo, der oplevede - og overlevede AIDS-epidemien. Også Morten Kirkskov, Karen-Lise Mynster og mange andre medvirker.
Der er premiere på Arven lørdag den 25. marts.
