Vi genanvender plastik, papir og madaffald: I København kan brugte bleer blive det næste
Flere steder i udlandet gør de det allerede - og nu kan genanvendelse af brugte bleer også blive fremtiden i København.
Plastik, papir og madaffald.
Vi er vant til at sortere og genanvende en masse forskellige affaldstyper, og snart kan det være, at borgerne i København også skal til at genanvende bleer.
Tirsdag har et flertal i kommunens økonomiudvalg nemlig sendt et forslag om at genanvende netop bleer videre til politikerne i Københavns Borgerrepræsentation.
Det er nemlig gode ressourcer, der går op i røg, når bleer i dag ender på forbrændingen.
- Plasten kan bruges til nye plastprodukter. For eksempel har det jo lige været sommer, og mange har plastmøbler ude i deres haver, og det kan man blandt andet bruge genanvendt plast til, forklarer Merete Kristoffersen, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, til TV 2 Kosmopol.
- Og cellulose er en papirfraktion, som man kan lave nye papirprodukter af, fortsætter hun.
Mere skal genanvendes
I Københavns Kommune har man en målsætning om at genanvende 70 procent af alt affald, og her kan det at få brugt bleernes materialer igen, være et godt skridt på vejen.
- Her er vi oppe på knap to procent, hvis vi får indsamlet det potentiale, vi ser i øjeblikket, lyder det fra enhedschef.
(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)
Batter det noget?
Hvert år ender mere end 46 millioner brugte bleer i skraldespanden i Københavns Kommune, og det udgør hele 8 procent af den samlede mængde restaffald.
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at man det første år kan indsamle cirka 3.400 ton bleaffald til genanvendelse.
Til sammenligning blev der i 2022 indsamlet lige under 5.000 ton plastaffald.
Man forventer, at man ville kunne spare 2.200 ton CO2 om året på ikke at brænde bleer af i København.
I forsøgsordninger er der blevet taget godt imod den øgede sortering, og kommunen mener da heller ikke, at det komme til at betyde det store for familierne med småbørn, hvis man skal til at sortere bleer for sig.
- Vi sætter en ekstra beholder op, der hvor vi ved, der er børnefamilier, og så skal det jo bare i den ekstra beholder fremfor ned til forbrænding. Og vi samler det så ind, og så er idéen selvfølgelig, at det skal genanvendes. Meget gerne her i nærområdet, fortæller Merete Kristoffersen.
Lige nu kan bleerne ikke genanvendes i Skandinavien. I stedet skal de sendes til Holland, Wales eller Italien for at blive genavendt.
Men håbet er, at man i fremtiden kan få en løsning tættere på.
Tanken er også, at man skal kunne bruge indholdet af bleerne til biogas. Også institutioner og plejehjem ville skulle indgå i den nye sortering.
Klar på at bruge genanvendt ble
Hos dem, der måske i fremtiden skal bidrage til endnu mere genanvendelse, er den ekstra sortering ikke et problem.
- Når det lige er bleer, så vil det ikke betyde så meget for os, for de er jo i deres egen pose alligevel, så man skal bare have den med ved siden af. Det ville ikke betyde det vilde, lyder det fra Kjerstine Stummann, der er mor til datteren Astrid på seks måneder.
- Hvis det kan lade sig gøre, er det da super fedt. Vi skal jo gøre noget for klimaet og miljøet, fortsætter hun.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Katrine Angel / TV 2 Kosmopol
Hun ser heller ikke noget problem i, at man genanvender bleernes materialer.
- Det, tror jeg ikke, jeg ville tænke så meget over. Jeg har tillid til, at det bliver behandlet, som det skal behandles, siger Kjerstine Stummann.
Hun bakkes op af Anne Wedel Sørensen, hvis barn bruger ble om natten.
- Jeg tænker, det er så renset og steriliseret, at det er der ikke et issue. Der er jo i forvejen en masse kemikalier i plastik, der bliver genanvendt, så det ser jeg ikke noget problem i, siger Anne Wedel Sørensen og tilføjer:
- Jeg selv og de fleste, jeg snakker med, efterlyser, at man sorterer endnu mere, så det ser jeg ikke noget problem i.