Virksomhed har succes med at offentliggøre et af mange ansattes største tabuer
Hos virksomheden Refyne er løngennemsigtighed vigtig. Her ved alle medarbejdere, hvad hinanden får i løn.
x
Artiklen er første gang udgivet i februar 2023 , men vi synes, at den sagtens kan tåle at blive læst igen. God fornøjelse.
På Islands Brygge på Amager ligger den ene halvdel af en marketingsvirksomhed, der ikke er som de fleste andre.
Refyne, hedder virksomheden, som specialiserer sig i datadrevet markedsføring, og den har både en afdeling i København og Aarhus.
Jens Lystlund var den ene af fire, som var med til at grundlægge Refyne tilbage i november 2020.
Sammen med de tre andre ville han skabe en virksomhed, som turde forandre og gøre det anderledes.
- Alt er åbent i virksomheden. Løn, pension og også det klassiske forhandlingsgrundlag. Hvem har plus fem feriefridage. Det er helt standard. Det er åbent, hvad det er for nogle fordele man har. Så der er ikke noget at skjule, siger Jens Lystlund til TV 2 Kosmopol.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol
Idéen om lønåbenhed opstod, da Jens Lystlund på sin tidligere arbejdsplads kunne konstatere, at der var store lønforskelle blandt medarbejdere, der udførte det samme arbejde og havde samme ansvar.
- Det er ikke kun dem, der råber højest, der skal avancere i løn. Det skal være muligt at avancere, selvom man er den stille teamplayer, der sidder ovre i hjørnet og har en hamrende høj faglighed. Det er fagligheden vi sætter i fokus, fremfor dem der taler højest og råber efter mest løn, fortæller Jens Lyslund.
(Artiklen fortsætter efter videoen.)
Hvordan beregnes lønnen?
Når man bliver ansat i virksomheden, bliver ens løn beregnet ud fra en beregner.
Beregneren er ganske simpel.
Den afgør medarbejderens forventede løninterval ud fra den erfaring, medarbejderen bringer med til virksomheden.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: refyne.dk
Hvad siger medarbejderne?
Også blandt medarbejderne hos Refyne er der opbakning til virksomhedens åbenhed omkring løn og vilkår.
- Jeg synes, det gavner vores kultur og den måde, vi arbejder på, fordi det skaber en ultimativ grad af ærlighed, og så synes jeg, den ærlighed gør, at vi kan fokusere på vores egen udvikling og faglighed for at avancere. Det handler ikke så meget om at fokusere og kanalisere energi på, hvad andre har og arbejder med, men at man kan fokusere på sin egen udvikling, siger Simon Glyb der er Marketing Analyst hos Refyne.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Morten Bisgaard Christensen / TV 2 Kosmopol
I følge Jens Lystlund har der ikke være noget negativt forbundet med deres måde at behandle løn og arbejdsvilkår hos Refyne, men han ser dog, at problemer kan opstå i andre virksomheder.
- Det negative kan være, at nogle vil sige, at løn er en personlig sag og ikke vedkommer andre. Der er nok nogle, der vil synes, at andre ikke skal vide det. Og så vil det være svært at være ansat hos Refyne. Alle skal være ombord. Hvis du skulle gøre det her for 1000 medarbejdere, og du har 300, der ikke gider - ja så vil det nok blive svært. Alle skal være med, og det kan godt være en meget stor omvæltning, siger Jens Lystlund.
Jens Lystlund får selv 52.000 kroner plus fem procent i pension om måneden.