10-årig fik ulovlige magneter fra fupbutik i adventsgave
Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er der stor sandsynlighed for, at magneterne kan udgøre en alvorlig risiko.
Wilma på 10 år nåede ikke at have magneterne fra Min-lille-mus.dk stående på sin online ønskeseddel ret længe.
Da hendes mor Stine Fenger-Mieritz opdagede de farverige kugler, undersøgte hun hjemmesiden bag og fandt en lang række dårlige anmeldelser på Trustpilot.
- Jeg kunne også se, at Sikkerhedsstyrelsen havde været ude med nogle advarsler om små, stærke magneter, fordi de kan skade børns tarme, hvis de sluger dem, fortæller hun.
Faktisk kunne Stine Fenger-Mieritz slet ikke finde magneterne på en webshop, hvor hun vidste, at sikkerheden var i orden. Så for en sikkerheds skyld slettede hun ønsket fra listen.
Men da var det for sent.
- Min svigermor havde i god tro allerede bestilt magneterne til en adventsgave. Hun har jo tænkt, at det var en dansk side, siger hun.
TV 2 har tidligere afdækket, at Min-lille-mus.dk i virkeligheden er registeret i Holland og sender sine varer direkte fra Kina.
Magneter kan koste barneliv
For et par dage siden landede en kuvert fra Kina så i familiens postkasse i Tureby syd for Køge.
Men da Stine Fenger-Mieritz tog den lille dåse med magneterne i hænderne, opdagede hun, at noget manglede.
Hun er selv ejer og indehaver af den danske legetøjs-webshop Andemors Verden. Derfor ved hun også, at EU har høje krav til mærkning af legetøj.
- Der er intet på, ingen advarsel, ingen producent, ingen importør, så det lever på ingen måde op til gældende lovgivning omkring mærkning. Det kan man altså købe på en hjemmeside, der ser dansk ud for forbrugeren, siger hun.
Seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk Helen Amundsen fortæller, at alt legetøj i Europa skal mærkes med blandt andet CE-mærket, eventuelle advarsler om aldersgruppe, og det skal være muligt at spore produktets afsender.
Hun vurderer, at det konkrete magnetlegetøj er ulovligt at sælge i EU.
- Magneterne ser ud til at være for stærke. De kan fange hinanden på tværs af tarmene, og det er livsfarligt, siger hun.
Helen Amundsen påpeger, at EU har indført særlige krav til magneter i legetøj.
- Det skete, efter der for nogle år tilbage var flere dødsfald med magneter. Hvis magneterne er små og kan gå ned i halsen, må de ikke være stærke, siger hun.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_
TV 2 har tidligere skrevet om faren ved at sluge de små magneter.
Det bekymrer også Stine Fenger-Mieritz, at danskere kan købe farligt legetøj på hjemmesider, der på overfladen ser danske ud.
- Det gør mig egentlig rigtig, rigtig bekymret. For nu er det her jo bare et tilfælde. Og det er et tilfælde, som rent faktisk kan være rigtig farligt, siger hun.
Hold øje med CVR-nummer og kontaktinfo
Ifølge Helen Amundsen er Stine Fenger-Mieritz' historie langt fra enestående.
- Vi får mange henvendelser om webshops, hvor forbrugerne føler sig snydt. Nogle ser danske ud, men shipper direkte fra tredjelande. Hos andre får man aldrig varen, en vare af en dårligere kvalitet eller et usikkert produkt, siger hun.
Foto: TV 2
Der er en række ting, man som forbruger kan holde øje med:
Man kan tjekke, om siden har et dansk CVR-nummer, der passer med det, der står i CVR-registret.
Desuden kan man se, om siden har e-mærket, om priserne ser realistiske ud, og om man kan komme i kontakt med virksomheden.
- I det her tilfælde er deres callcenter hollandsk, og det tænder en advarselslampe hos mig, siger Helen Amundsen.
Sikkerhedsstyrelsen vil se på, om produktet skal fjernes
Herhjemme er det Sikkerhedsstyrelsen, der er myndighed på området og kan pålægge virksomheder at fjerne ulovlige produkter.
I et skriftligt svar til TV 2 vurderer styrelsen, at der er "en stor sandsynlighed for", at magnetkuglerne ikke lever op til de danske krav, og at de derfor kan udgøre "en alvorlig risiko".
Men en egentlig vurdering af kuglerne vil kræve en kontrol, lyder det videre.
- Sikkerhedsstyrelsen foretog i 2021 en indsats på lignende produkter (magnetkugler med en diameter på 5 mm), hvor alle 10 sæt fejlede i test og blev vurderet til at udgøre en alvorlig risiko. Disse produkter blev tilbagekaldt fra markedet, skriver styrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen vil nu gå videre med sagen og hvis nødvendigt sørge for, at varen bliver fjernet fra hjemmesiden.
Trustpilot advarer mod Min-lille-mus.dk
TV 2 har tidligere afdækket, hvordan flere danske forbrugere har følt sig snydt af den dansklignende webshop Min-lille-mus.dk.
De fortæller samstemmende, hvordan de troede, at de købte hos en dansk webshop, lige indtil varerne ankom fra Kina uden mærkning.
Varerne var i en noget anden kvalitet end forventet og var tilmed svære at returnere uden høje omkostninger.
På hjemmesiden kan man kun se positive anmeldelser fra Trustpilot. Slår man virksomheden op på Trustpilot, vil man dog finde en stribe af negative anmeldelser.
Trustpilot fortæller til TV 2, at de netop grundet dette har sendt virksomheden bag Min-lille-mus.dk en advarsel. Desuden har Trustpilot efter TV 2's historier om fupbutikker placeret en advarsel til forbrugere, hvor de skriver, at de i øjeblikket undersøger virksomheden og anmeldelserne på deres profil.
Mener selv, at de overholder krav
Min-lille-mus.dk har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til TV 2, at deres leverandør oplyser, at magnetlegetøjet lever op til de gældende europæiske sikkerhedsstandarder.
De vil undersøge sagen yderligere og sikre, at alle produkter lever op til lovkravene, herunder korrekt mærkning.
- Da vi fungerer som en platform, der faciliterer salg mellem køber (forbruger) og leverandør (sælger), har vi ikke altid direkte kontrol over, hvordan produkterne leveres til kunden, lyder det i mailen.
TV 2 har også spurgt Min-lille-mus.dk, hvorfor de udgiver sig for at være en dansk webshop, som sælger kvalitets-legetøj.
De svarer, at de "er en dansk virksomhed, der leverer produkter inden for Europa", og sender produkter fra et andet land, hvis ordrer er udsolgt på lageret i Danmark.
Dette har butikkens ejer, der kalder sig "Bas", efterfølgende korrigeret i en anden mail, hvor han skriver, at virksomheden er hollandsk.