Anne frygter, at helvede bryder løs, når hun får festuge som nabo: - De tisser og skider i vores haver
Køge Festuge flytter til Lovparken, og det får beboerne til at frygte det værste.
Bar røv og menneskelort i haven, bevidstløse teenagere på trappetrinnet og støj af en anden verden.
Det er det, beboerne omkring Lovparken - hvor den uofficielle efterfest siges at holde sted i forbindelse med Køge Festuge - oplever hvert år.
Men ifølge beboerforening bliver værre nu værst.
Onsdag kunne Køge Festuge meddele, at man havde fundet et alternativ til, hvor festivalen i år skal afholdes, eftersom politiet vurderede Køge Torv uegnet til formålet efter 16 år på pladsen.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Derfor fandt politiet Køge Torv uegnet til Køge Festuge
- Festugen har over årene vokset sig større og større, og det har i år været vores vurdering, at det ikke var forsvarligt med så mange mennesker samlet på torvet, siger Rikke Freil Laulund, der er stabschef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Kosmopol.
- Det hænger blandt andet sammen med hensynet til de omkringboende og muligheden for, at folk kan komme hurtigt væk fra stedet, og myndighederne kan komme hurtigt frem, hvis der sker noget alvorligt.
Nu skal Danmarks største gratis festival afholdes i Lovparken.
Men chancen for, at det bliver afviklet i god ro og orden, er minimal, hvis ikke ikkeeksisterende, hvis man spørger Anne Jørgensen, som er formand for den tilstødende beboerforening, Sankt Nikolaj Kvarter.
- Jeg tror, det bliver et helvede.
Foto: Anne Jørgensen
Beboere føler sig truede
Anne Jørgensen og andre beboere i området har længe været hårdt ramt under festugen, da deltagere har haft for vane at søge til Lovparken for at fortsætte festen de forgangne år.
- Den er brugt som svinesti med hærværk, råb og skrig til klokken 04.00 om morgenen. Vi har selv måtte henvende os til ambulancefolk for, at de kunne hente bevidstløse unge, der lå på vores trappetrin. Det foregår lige uden for vores vindue på smalle gader hele vejen rundt.
- De hopper ind i vores haver og tisser og skider, siger Anne Jørgensen.
Hun fortæller, at beboerne flere gange har oplevet, at festivaldeltagere er trådt ind i deres private have, trukket bukserne ned for at urinere og komme af med deres afføring.
- Men beboerne føler sig truede, hvis de går ud og blander sig.
100 husstande er enige
Forestillingerne om, hvad der kan ske, når Køge Festuge flytter ind i beboernes baghave, får formandens hår til at rejse sig.
- Det er virkelig forfærdeligt.
Hun taler på vegne af beboerforeningen, som omfatter Allégade, Kirkestræde, Lille Kirkestræde, Laugshusgade, Nyportstræde, Rebslagergade og Skt. Gertrudsstræde og enkelte på Tøxenvej, H. C. Andersensgade, Bjerggade og Vestergade. Omkring 100 husstande i alt, der alle er bekymrede, selvom de ikke alle støder til, oplyser formanden.
I området er der en overvægt af ældre mennesker, og det er ikke nogle, som ellers benytter Køge Festuge i særlig grad.
- Der er også forskel på at deltage i Køge Festuge og at have den i sin baghave, siger formanden, der har boet i kvarteret de sidste 30 år.
Det gør hende derfor ondt at læse om Køge Festuges nye planer, men også politiet skuffer.
Spildt 10 års arbejde
Ifølge formanden har politiet længe haft øjne på Lovparken.
- De sidste 10 år har vi prøvet at bekæmpe svineri, støj og salg af stoffer i Lovparken, siger Anne Jørgensen.
- 10 års arbejde falder til jorden, hvor politiet og vi har prøvet at bekæmpe støjgener ved at patruljere rundt i området.
- Nu tror jeg, det kommer til at stige, når kommunen også går med til det. Det undrer mig, de gør balladen legal, siger formanden.
Hun har den seneste måned haft sin sag for i kampen for at forhindre Køge Festuge i at placere sin festival i Lovparken ved gentagende henvendelser til både politiet og Køge Festuge.
- Lige så snart vi fik nys om rygterne, henvendte vi os så hurtigt, vi kunne, for at udtrykke vores bekymring.
Mens formanden oplever at tale for døve ører, kan politiet stadig nå at forhindre Lovparken i at blive festivalplads.
- Hvis politiet tillader det, så synes jeg ikke, de passer deres job. Så bliver jeg utrolig skuffet.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Anne Jørgensen
Talstærk protest under opsejling
Formanden har netop fået indbydelse til orienteringsmøde for beboerforeningen på søndag den 2. juli om sikkerheden i forbindelse med Køge Festuge.
Men det er ikke et møde, hvor formanden forventer at bøje nakken. I stedet har hun og resten af beboerforeningen i sinde at rette ryggen og sætte foden ned.
- Vi er vant til at blive orienteret, når der afholdes sidste skoledage eller andre fester i Lovparken. Det foregår i fine rammer.
- Men hvis man samler 12.000 mennesker i Lovparken - det er fuldstændig vanvittigt, siger Anne Jørgensen.
- Vi møder op og protesterer, og jeg regner med et stort fremmøde fra beboerforeningen og andre borgere, som bor i nærheden.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Anne Jørgensen
Teenageproblemer på første række
Inge Alstrup har have lige ud til Lovparken. Kun en mur og havelåge adskiller hende fra den kommende festplads.
- Det er det mest sindssyge, de har fundet på.
- Vi er en boligforening, der er rystede over den idé.
Hun troede egentlig, at hun havde set det værste som nær beboer til Køge Torv, men nu viser det sig blot at være toppen af isbjerget. For meget har hun været vidne til, mens Køge Festuge er løbet af stablen.
- Jeg har haft så mange unge mennesker siddende på min trappesten, som har ringet til mor, fordi de er blevet slået op med eller gået ind i en lygtepæl. De sidder og græder, og hvis ikke de selv gør det, må jeg ringe efter deres forældre.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Tobias Thomas, TT Media
Flygtet ud af byen
Inge Alstrup har selv deltaget i Køge Festuge førhen.
- Men der er forskel på at komme i festuge og bo der, siger Inge Alstrup, der i for vejen har ligget søvnløs, når Køge Festuge har været afviklet på Køge Torv.
- En uges larm giver mig kuldegysninger.
Førhen har hun set sig nødt til at rejse ud af byen for at få et øjebliks ro, men det er ikke altid, det har været muligt. Og det er langt fra optimalt, mener hun.
På trods af, at det kun er to timer siden, hun læste nyheden, har hun haft rigelig tid til at forestille sig, hvilken katastrofe, det vil blive.
- Det vil være fuldstændig uudholdeligt.
- Jeg er bange for, at der ikke er nok flugtveje. Hvis der sker noget, skal de gennem vores huse og haver for at komme væk. Hvis der går ild i hele skidtet, så kan det blive frygtelig farligt. Det er et enormt tørt sted.
- Taber de en smøg, brænder det hele ned, siger Inge Alstrup.
Hun krydser fingre for, at Køge Festuge ikke får den endelige fornødne tilladelse af politiet.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Anne Jørgensen
Kun ansøgt om Lovparken
Hvorfor Lovparken er et spørgsmål, der trænger sig på.
- Køge Festuge har været meget optaget af, at det skulle være bynært. De har set sig lune på Lovparken og anmodet om at låne den til det her formål, siger formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, Lene Møller Nielsen (S).
Hvorfor afholdes Køge Festuge ikke på stadionet eller ved havnen?
- Dem har vi foreslået, men Køge Festuge ville sikre en så bynær festuge som muligt og så tæt på torvet som muligt, for ikke at ændre ånden og karakteren. Det var derfor Lovparken, der stod skrevet i ansøgningen. Det har der ikke været nogle juridiske forhindringer i.
- Vi har alle sammen haft en interesse i at hjælpe hinanden med at komme ud af den her akutte situation. Vores forvaltningsmedarbejdere har næsten sluppet alt det, de havde i hænderne. Politiet var ikke til at rokke i forhold til deres afgørelse. Det har været et stort stykke arbejde mellem forvaltningen og Køge Festuge.
Foto: Tobias Thomas, TT Media
Hegn kan trampes ned
Lene Møller Nielsen er ganske vidst også klar over, at flere borgere har udtrykt bekymring omkring flytningen. Men det er ikke kommunens problem at håndtere, lyder det.
- Køge Festuge har en særlig opgave med at inddrage og orientere borgerne. Eftersom de låner et afgrænset areal, vil der blive sat hegn op omkring de private boliger for at skærme festugen for beboerne, så festivaldeltagerne ikke kan gå ind til beboerne som tidligere.
Kan hegnene trampes ned?
- Det er muligt. Man kan altid kravle over, hvis man vil. Politiet er meget optagede af sikkerheden, så hvis der opstår en kritisk situation, skal hegnene kunne flyttes rigtig hurtigt.
- Urinering i beboernes haver håber vi at kunne skærme for. Vi ved det ikke, men vi kan håbe, det afhjælper problemet. Så længe festugen er der, vil der selvfølgelig være mange mennesker.
- Vi har for så vidt mulig besvaret løbende henvendelser fra beboerforeninger, men det er en af Køge Festuges særlige opgaver. Beboerne har selvfølgelig ikke været en del af beslutningen, siger Lene Møller Nielsen.
Lovparken kan blive fast festplads
Den endelige godkendelse af afviklingen skal gives af politiet, og ifølge formanden for Teknik- og Ejendomsudvalget, er de meget tæt på at få den.
Men hvordan Køge Festuges fremtid ser ud, er svær at spå om.
- Lovparken er en midlertidig løsning i en akut situation. Ellers ville mange mennesker stå i en økonomisk svær situation.
- Det er en engangsløsning, men jeg kan ikke sige, den ikke bliver afholdt samme sted næste år.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Foto: Anne Jørgensen
Meget større festuge i vente
Den gode stemning er til at spore hos arrangøren af Køge Festuge.
- Jeg har krampe i armene af at have dem over hovedet af begejstring, siger Per Bimmer Henriksen, formand for Køge Festuge.
Han regner med at se 100.000 mennesker gå gennem Lovparken i løbet af festugen, når den skydes i gang i næste måned. En begivenhed, han ser frem til med stor glæde efter flere søvnløse nætter i den periode, hvor det pludselig blev et spørgsmål om, hvor den skulle afvikles, efter politiet afviste Køge Torv som mulighed.
- Lovparken ligger tæt på midtbyen. Det skal foregå i midtbyen for at kunne holde samme folkefest. Derfor så vi det som den eneste mulighed.
Per Bimmer Henriksen er endnu ved at lægge sidste hånd på sikkerhedsplanen og oplyser, at fordi Lovparken er tre gange så stor som Torvet, kan man forvente et udvidet festivalområde.
Fejemaskiner vil køre hver nat
Udover arealet bliver også antallet af toiletter øget, ligesom Per Bimmer Henriksen har sørget for fejemaskiner til at rydde gaderne omkring Lovparken hver nat i løbet af festugen.
- De siger, som en fejemaskine gør, men jeg tænker, folk gerne vil høre på den i den tid, den kører forbi, for til gengæld at få en ren vej.
Han er klar over, at enkelte beboere oplever det som grænseoverskridende, og derfor har han taget flere tiltag i brug.
- Jeg har kun modtaget én henvendelse på mail fra beboerforeningen som formand, og den har jeg svaret.
- Men man kan jo ikke holde sådan et arrangement, uden det berører nogen.
- Jeg synes, vi gør meget, og vi vil gerne gøre mere, hvis vi kan.
- Vi skal huske, at Køge Festuge ikke bare er for dem, der bor i Køge. Folk kommer langvejs fra. Det er noget, folk ser frem til.
- Festugen flytter kun 200 meter. Det er de samme sidegader, der bliver påvirket.
Per Bimmer Henriksen lover derfor et koncept nøjagtig magen til det, man kender på Torvet - dog uden konfetti, da man er i tvivl om, om fejemaskinerne kan tage det med.
Derudover sættes der hegn op tre til fem meter væk fra beboernes grund, mens festpladsen bliver aflåst i løbet af natten. Klokken 22:00 tirsdag og onsdag, klokken 01:00 torsdag og klokken 02:00 fredag og lørdag.
Festlighederne starter op igen klokken 08.00.
Hvem tager ansvaret?
- Der har været problemer i Lovparken med urinering i private haver, men nu smider politiet dem væk, siger Per Bimmer Henriksen på trods af, at politiet og kommunen ellers udpeger arrangørerne som ansvarlige for at opretholde en god ro og orden.
- Det vil være Køge Festuges vagtpersonale, der har det primære ansvar for ro og orden inden for det afspærrede område, siger Rikke Freil Laulund, stabschef hos Midt- og Vestsjællands Politi, og fortsætter:
- Politiet kommer selvfølgeligt til at støtte op med vores eget personale, hvis behovet opstår. For det vil selvfølgeligt kunne mærkes, når så mange mennesker samles ét sted som ved en festuge.
Per Bimmer Henriksen oplyser, at Køge Festuge indtil videre har fået en forhåndsgodkendelse af politiet, og man først får den endelige afgørelse, når politiet, beredskabet og kommunen har gennemgået festpladsen.
Foto: Tobias Thomas, TT Media
Politiet afgør det hele
Tilbage er blot politiets godkendelse af afviklingen, og den er nu under behandling.
- Før der kan gives tilladelse til afholdelse af arrangementer som eksempelvis Køge Festuge, skal vi vurdere, om arrangementet kan afvikles lovligt og forsvarligt, siger stabschefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Hun oplyser, at man lige nu er i gang at sikre, at alt er i orden, herunder samarbejdet med de øvrige myndigheder.
Den endelige godkendelse af afviklingen skal gives af politiet, men kan man være sikre på, at I giver den?
- Hvis alt er i orden, eller kan bringes i orden – vi ser ikke de samme bekymringer som ved en afvikling på Køge Torv, siger stabschefen.
Det er planen, at Køge Festuge løber planmæssigt af stablen den 27. august til den 2. september. Men skal det kunne lade sig gøre, kræver det den endelige godkendelse af afviklingen fra politiet inden da. Hvor lang tid det tager politiet at behandle sagen, kan derfor være afgørende.
Hvor lang tid forventer I, at sagsbehandlingen tager?
- Sagsbehandlingen er en proces, hvor ansøger løbende kan blive bedt om mere materiale eller om at foretage ændringer, så det kan man ikke give et entydigt svar på, siger Rikke Freil Laulund, stabschef hos Midt- og Vestsjællands Politi.