Ekspert afviser mystiske droner ved Køge som russisk spionage
Mens Midt- og Vestsjællands Politi fortsat ikke kan sige noget om, hvem der menes at stå bag flyvningen med adskillige, mystiske droner ved Køge Havn natten til lørdag, tør en af Danmarks førende eksperter i militære luft- og droneoperationer, Karsten Marrup, godt at afvise, at der er tale om russisk spionage.
Det siger han til TV 2 Kosmopol.
- Jeg mener, man godt kan udelukke spionage. Det ville i hvert fald være en underlig måde at gøre det på, for hele humlen i at spionere er jo, at man ikke skal blive opdaget. Hvis du kommer med en stribe droner på én gang, kan du være sikker på, at du bliver opdaget, siger Karsten Marrup, major og chef for Center for Luft- og Rumoperationer ved Forsvarsakademiet, og fortsætter:
- Jeg skal slet ikke se en situation for mig, hvor russerne flyver rundt med så mange droner. Hvis de gerne vil vide, hvordan tingene ser ud i Køge, kan de for det første bare bruge satellitter. Og hvis de vil se forholdene endnu tættere på, kan de sende en enkeltperson ud for at fotografere.
Lørdag oplyste politiet, at man fredag aften klokken 22.30 modtog en anmeldelse om, at der var blevet set op imod 20 droner over havnen. Da en patrulje ankom til området, nåede den at se fire droner, som klokken 01.16 ifølge politiet forsvandt ”ud over havet i høj fart”.
Søndag ved middagstid kunne Midt- og Vestsjællands Politi ikke dele nye oplysninger over for TV 2 Kosmopol om det præcise antal droner, deres ejere og deres formål.
Spørg Os
Klik og stem på ugens udvalgte spørgsmål her +_