Endnu en kommune forbyder ansatte at ryge i arbejdstiden
Fra januar 2022 bliver det forbudt for alle ansatte i Køge Kommune at ryge i arbejdstiden.
Når medarbejderne i Køge Kommune møder ind på arbejde i 2022, bliver det uden mulighed for at ryge en cigaret i arbejdstiden.
Det besluttede Køge Kommunes byråd tirsdag, hvor en fremtidig rygepolitik i kommunen var på dagsordenen.
Hidtil har fire ud af ti af kommunens ansatte været omfattet af et rygeforbud i arbejdstiden, men det bliver altså nu udvidet til at gælde for alle.
- Man kan spørge sig selv, om rygning ville blive tilladt på arbejdspladsen, hvis cigaretten blev opfundet i dag. Det er nok ikke tilfældet. Jeg har fuld forståelse for, at det kan være rigtig svært at give slip på tobakken. Derfor er en væsentlig del af den nye rygepolitik også at tilbyde rygestopkurser til vores medarbejdere, siger borgmester Marie Stærke i forbindelse med aftalen blandt partierne i kommunens byråd.
I klippet nedenfor kan du se et tidligere indslag om røgfrie legepladser i Gladsaxe Kommune
Foto: Gladsaxe Kommune
Første forbud i 2012
Fredensborg Kommune var i 2012 den første kommune i Danmark, der indførte rygeforbud for kommunalt ansatte, men siden da er det blevet indført i 62 kommuner over hele landet.
Og når rygeforbuddet i Køge Kommune træder i kraft, vil det betyde, at 22 af 34 kommuner i Lorryland har et lignende forbud for de ansatte.
Flere kommuner har desuden indført rygeforbud ved hjemmearbejde, men det er ikke en del af den nye aftale i Køge Kommune.
Kommuner med rygeforbud i Lorryland
22 af 34 kommuner i Lorryland har nu indført helt eller delvist rygeforbud for ansatte, eller er på vej med det. Nedenfor kan du se, hvilke kommuner det er, samt årstallet det blev indført.
2012: Fredensborg
2013: Allerød
2014: Egedal
2015: Gladsaxe
2017: Vallensbæk
2018: Furesø, Dragør
2019: Ishøj, Brøndby
2020: Helsingør, Hvidovre, Albertslund, Halsnæs, Hørsholm
2021: Hillerød, Gentofte, Rødovre, Lejre, Stevns, Frederikssund (fra 1.8), Gribskov (fra 1.8)
2022: Køge