Festuge måtte lukke efter kaos: Fortsætter festen lørdag med flere vagter

Køge Festuge har iværksat ekstra foranstaltninger ved lørdagens program efter, at festivalen fredag aften måtte lukke på grund af sikkerhedsrisici efter tilskuerpres.

Opdatering klokken 15.06:
Artiklen er opdateret med nye oplysninger om, at der indsættes flere vagter og etableres en bufferzone.

Et massivt tilskuerpres på indgangene til gratisfestivalen Køge Festuge førte fredag aften til, at arrangørerne på grund af sikkerhedsrisici måtte lukke festen og sende folk hjem.

Lørdag ved middagstid er festivalpladsen i Lovparken i hjertet af købstaden dog genåbnet og klar til at tage imod op til 11.000 gæster.

Det sker dog med ekstra foranstaltninger sat i værk, så Køge Festuge, der er Danmarks største gratisfestival, undgår scener lig fredagens.

Det skriver Køge Festuge på Facebook.

- Sammen med politiet har vi allerede nu iværksat ekstra foranstaltninger uden for festivalpladsen for at imødegå den store interesse, som Køge Festuge har oplevet i år.

- Vi værdsætter samarbejdet med myndighederne og ser frem til at sikre en sikker og behagelig oplevelse for vores gæster hele lørdagen i Lovparken. Vi glæder os nu til at genoptage festen med jer i dag, lyder det fra Køge Festuge.

TV 2 Kosmopol har uden held rettet henvendelser til arrangørerne bag Køge Festuge for at få udspecificeret de ekstra foranstaltninger. Henvendelserne er ikke blevet besvaret.

Flere vagter og en bufferzone

Senere på lørdagen skriver Midt- og Vestsjællands Politi dog i en pressemeddelelse, hvordan der skrues op for sikkerheden.

- Arrangørerne har lavet en plan for, hvordan de vil undgå ophobning af mange mennesker ved indgangspartiet samtidig med en mere smidig afgang fra pladsen, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.

Det betyder blandt andet, at der lørdag er etableret en bufferzone ved indgangene. Ifølge politiet skal den afhjælpe, at mange mennesker stimler sammen.

Politiet og et øget antal vagter skal lørdag aften også sikre, at folk ikke søger ned mod pladsen, hvis der allerede er fyldt op.

Søren Danielsen opfordrer i pressemeddelelsen til, at man har forståelse for, at Lovparken ikke kan rumme flere end 11.000 mennesker.

- Det vigtigste er, at folk er opmærksomme på skiltningen og på de anvisninger, de får fra politi og arrangører, og retter sig efter dem, så vi kan sikre en god og sikker afvikling af festugen, siger han videre.

Køge Festuge, der foregår i Lovparken, har kapacitet til 12.000 gæster på festivalpladsen. Fredag aften var der dog flere tusinde uden for pladsen, der allerede var fyldt, som forsøgte at komme ind.
Køge Festuge, der foregår i Lovparken, har kapacitet til 12.000 gæster på festivalpladsen. Fredag aften var der dog flere tusinde uden for pladsen, der allerede var fyldt, som forsøgte at komme ind.
Foto: Presse-fotos.dk

Pres på indgangene

De kaotiske scener, der fredag aften førte til lukningen af festivalen, skete ifølge Køge Festuge omkring to indgange til pladsen, hvor ”en stor strøm af ivrige gæster forsøgte at komme ind uden at følge forsvarlige procedurer”.

- Dette gjorde det umuligt for myndighederne fortsat at opretholde sikkerheden, skriver festivalen på Facebook.

- Der var ved at komme så meget tryk på indgangene, at borgernes sikkerhed var ved at komme derud, at vi ikke kunne stå på mål for det længere, lød det fredag aften fra Michael Rahn, som er politikommissær og vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge Køge Festuge opstod problemerne, fordi festivalpladsen allerede tidligt på aftenen nåede den maksimale kapacitet på 11.000.

- Af hensyn til sikkerheden var det ikke længere forsvarligt at tillade yderligere adgang, skriver festivalen.

Midt- og Vestsjællands Politi vurderede fredag aften, at omkring 2.000 personer uden for pladsen forsøgte at komme ind.

Forventer mange gæster lørdag

Festivalen understreger dog, at lukningen skete roligt, og at der trods sikkerhedsrisici ikke er meldinger om tilskadekomne. Samme melding kom fredag aften fra politiet.

Mens gæsterne fredag aften gik glip af koncerter med Joey Moe og Faustix, spiller musikken igen lørdag.

Her er L.O.C. det store trækplaster. Derfor forventer arrangørerne endnu en dag med masser af mennesker i Lovparken.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser vagtchefen lørdag ved middagstid til TV 2 Kosmopol, at politikredsen holder et møde med Køge Festuge klokken 13, hvor der blandt andet skal drøfte yderligere sikkerhedsforanstaltninger.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik