Gruppeformand trak sig efter TV2-dokumentar: Her er afløseren

Socialdemokraterne i Køge har valgt ny gruppeformand i byrådet. Pernille Sylvest afløser Erik Swiatek, der valgte at gå efter TV2s dokumentaren "Den Sorte Svane."

Den socialdemokratiske gruppe i Køge Byråd fik mandag aften ny formand. 

Pernille Sylvest afløser Erik Swiatek, der trak sig, efter det kom frem, at han har en fast forbindelse til Carl Christensen - Køge-Calle - der i dokumentaren "Den Sorte Svane" for skjult kamera blev fremstillet som hvidvasker, ligesom han hævdede, at han var i stand til at påvirke beslutninger, der blev truffet i byrådet.

quote Det er noget, der får ens øjne og ører til at bløde

Pernille Sylvest, ny S-gruppeformand i Køge

Pernille Sylvest blev i 2013 valgt som socialdemokratisk førstesuppleant og har siden 2018 været fast medlem af byrådet og formand for børneudvalget. Hun er 52 år gammel og flyttede til Køge i 1988.

Hvad synes du om dokumentaren "Den Sorte Svane"?"

- Det er noget, der får ens øjne og ører til at bløde, mens man ser det. Det er skandaløse scener. Men når man har set afsnit fem, bliver man dog forvirret. Der foregår rystende ting i vores samfund, og desværre kommer det ikke så meget bag på mig, at det foregår. Men jeg er rystet over, hvor skruppelløst det fremstår, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Var det en rigtig beslutning af Erik Swiatek at trække sig?

- Det kan jeg ikke stille mig til dommer over, men jeg kan godt forstå ham. Jeg har altid set ham som en ordentlig mand, og vi har været glade for ham som gruppeformand, siger Pernille Sylvest og fortæller, hvordan yngre byrådsmedlemmer altid har kunnet trække på Swiateks erfaring.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt haft mistanke om brodne kar og urent trav og har aldrig drøftet Calle eller andre med ham. Nu skal vi se fremad, og jeg er glad for den tillid gruppen har vist mig, siger Pernille Sylvest.

Erik Swiatek trak sig søndag som gruppeformand for Socialdemokratiet i Køge.
Erik Swiatek trak sig søndag som gruppeformand for Socialdemokratiet i Køge.
Foto: Skærmbillede, Facebook

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik