Julie er SOSU på plejehjem: "Kynismen opstår, når man er presset på tid"

Julie Wulff har prøvet det. 

Som SOSU-assistent har hun arbejdet med samfundets ældste borgere i 15 år. 

Hun ved, hvordan det føles at være presset over, at plejeopgaverne skal udføres inden et bestemt tidspunkt. 

Hun har oplevet ikke at være personale nok til at yde den pleje, som hun ønskede. 

Og hun har prøvet at få stukket en liste i hånden med 20 navne på borgere, hun skulle køre ud og hjælpe, uden at vide hvem de var, eller hvad de præcis havde brug for. 

- Det er helt sikkert ting, der øger frustrationen ved ens arbejde, siger Julie Wulff. 

Men frustrationen må ikke tage overhånd, mener hun. Og den må aldrig gå ud over borgerne, som man ser i TV 2' nyeste dokumentar om svigt på ældreområdet. 

Nye afsløringer

Julie Wulff har heldigvis også prøvet det omvendte. 

De seneste seks år har hun arbejdet på demenscentret Bakkegården i Gladsaxe, der har en anden tilgang til plejen af de ældre.

Her har de ikke travlt. Opgaverne tager den tid, som det nu tager. Og hvis hun har brug for en hjælpende hånd eller faglig sparring, har hun kollegaer nok.

Det er derfor også tiden og hænderne, Julie Wulff nævner som altafgørende, når det handler om at yde den bedste pleje for de ældre. 

- Jeg tænker, at kynismen opstår, når man er presset på tid. Det er selvfølgelig frustrerende, når man gerne vil hjælpe beboeren med at komme i seng, og at vedkommende så ikke vil, når det ville passe godt ind i resten af planen for dagen, siger Julie Wulff og understreger, at det ikke er en holdbar tilgang til plejearbejdet.

En ny dokumentar viser netop, hvor galt det kan gå, når frustrationen hos plejepersonale får frit løb. 

TV 2-dokumentaren "Opråb fra plejehjemmet" viser, hvordan beboere på plejehjemmet Nørremarken i Køge Kommune bliver talt hårdt til og efterladt for sig selv i mange timer af gangen. 

Journalist Emilie Myrup arbejdede undercover på plejehjemmet, hvor hun nåede at have 28 vagter. 

Hun oplevede blandt andet, at en medarbejder havde glemt at give en borger astmamedicin i et halvt år. 

En anden medarbejder talte hårdt til en ældre kvinde, der ikke ville i seng, og efterlod hende med en våd ble i sin lænestol. 

En tredje medarbejder købte tøj på nettet fra personalestuen, mens hun havde ansvar for en døende borger, der lå og havde ondt alene på sit værelse. 

Folks fordomme

SOSU-assistenten Julie Wulff har ikke selv set TV 2-dokumentaren endnu. Men hun har hørt om sagerne. 

Hun er ærgerlig over, at der igen kan afsløres kritisable forhold på hendes område. Hun mærker også, hvordan det påvirker folks generelle billede på plejepersonale på ældreområdet. 

- Jeg oplever, at mange har et negativt syn på mit arbejde. Når jeg siger, at jeg har en nattevagt, spørger de, om jeg så bare skal hen og dovne den. Det er virkelig ærgerligt, for sådan er min hverdag slet ikke, fortæller Julie Wulff. 

Hun føler, at hendes arbejdsplads, Bakkegården, har knækket koden til, hvordan man indretter plejearbejdet bedst muligt. 

Hvis en beboer ikke vil i seng, har Julie Wulff tid til at trække på skulderen og sige til beboeren, at det er fint, og i stedet spørge, om vedkommende kunne tænke sig en kop te eller se noget fjernsyn.

- Når jeg så kommer tilbage noget tid senere, vil beboeren være mere positivt stillet over for at gå i seng, fordi jeg lyttede til vedkommendes behov, siger hun:

- Man skal ikke være så fokuseret på, at det skal ske her og nu, sådan har vi det jo heller ikke selv, når vi skal i seng. Det kan tage tid at blive klar til det.

God tid 

For Julie Wulff handler det i høj grad om at opbygge tillidsfulde bånd til beboerne. Den gode relation til de ældre gør det samarbejde, som plejen jo er, langt nemmere og mindre konfliktfyldt.

- Det gode ved mit arbejde er, at vi ikke skal nå noget til et bestemt tidspunkt, så det har ikke nogen konsekvens, hvis Bente ikke vil i seng, eller hvis Jørgen vil gå rundt ude i haven. Så sørger vi bare for, at han får en varm trøje og sko på imens, siger hun.

Ledelsen er tydelig på Bakkegården, oplever Julie Wulff. Dørene til ledelseskontoret er altid åbne - også for beboerne. Faktisk er beboerne også med til jobsamtalerne, når nyt plejepersonale skal ansættes.

- Det lyder specielt, men det fungerer faktisk rigtig godt, siger hun. 

Der opstår selvfølgelig frustrerende situationer i en hverdag med demente borgere, hvoraf nogle er udadreagerende. Men i sådanne situationer husker Julie Wulff sig selv på, at hun ikke skal nå noget. Hvis opgaven er med til at optrappe en konflikt, kan den vente til lidt senere, mens hun løser en anden opgave imens. 

FOA i chok

FOA's forbundsformand, Mona Striib, peger da også på, at de nye afsløringer, som hun kalder en krisesituation, er noget, man bør tage ved lære af.

- Vi skal have uddannet nok personale, sørge for synlige ledere og et miljø med faglig sparring, så man hele tiden får snakket om, hvordan man bedst muligt løser opgaverne, siger hun.  

Mona Striib så dokumentaren sammen med plejepersonalet på det pågældende plejehjem, Nørremarken. Hun er chokeret, rystet og ked af det over de forhold, dokumentaren afslører. 

- De eksempler, man ser, er ikke god og omsorgsfuld pleje med den faglighed, der skal leveres. Det tror jeg, at alle tænker, og jeg kan hilse og sige, at det gør medarbejderne også selv, siger hun. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Ikke ondskab

Mona Striib fortæller, at FOA har fået lavet undersøgelser for at komme til bunds i, "hvad pokker, der sker", når plejen går galt. 

Hun fortæller, at det er en kombination af dårligt arbejdsmiljø, lavt fagligt niveau og manglende ledelse. 

- Hvis man gennem lang tid arbejder i sådan et miljø, kan der opstå en omsorgstræthed, der også kan føre til en forråelse, en form for ligegyldighed. Det er jo helt forfærdeligt, når det sker, siger Mona Striib.

 Hun mener, at det kan opstå, hvis man som plejepersonale i en længere periode har arbejdet under et pres, hvor der har manglet ressourcer eller faglærte medarbejdere. I så fald kan plejepersonalet blive så frustreret over, at de føler, de ikke kan udføre jobbet godt nok, at de udvikler en form for afmagt. 

Den afmagt kan hurtigt få et hårdt udtryk, når den har stået på længe nok. 

- Jeg tror ikke, de gør det for at være onde, siger hun og understreger, at det selvfølgelig ikke er i orden.