Seneste nyt
Svensk teenager stoppet på Øresundsbroen med flere automatvåben
En svensk dreng på 15 år blev i weekenden anholdt på Øresundsbroen i forbindelse med en rutinekontrol. Med sig i den danske taxi havde drengen et mindre våbenarsenal.
Det oplyser politiet i Malmø til det svenske medie TV4 Nyheterna. Arsenalet bestod ifølge mediet af tre automatvåben, to pistoler og en håndgranat.
Drengen fra Stockholm var angiveligt stukket af fra et HVB-hjem, der er et slags børnehjem. Taxien havde kurs mod Malmø. Senere samme weekend blev en 18-årig mand anholdt for medvirken.
- Begge er anholdt. Vi kan ikke udelukke, at flere personer har været involveret i den her hændelse. Om det var en våbentransport eller noget andet, må efterforskningen vise, siger Nils Norling, der er pressetalsperson for politiet i Malmø, til TV4 Nyheterna.
Det fremgår ikke, hvordan de to forholder sig til sigtelserne mod dem, eller hvad de eventuelt selv måtte have forklaret. Også i Danmark er flere svenske unge mistænkt for at have deltaget i grov kriminalitet.
Denne uge ventes Københavns Byret eksempelvis at afsige dom i den første sag om drabsforsøg i hovedstadsområdet, efter at der siden foråret har været en bølge af anholdelser for grov våbenkriminalitet samt drabsforsøg.
I den sag er en 16-årig dreng fra et HVB-hjem tiltalt. Ifølge anklagemyndigheden blev han hyret til at slå en eller flere personer ihjel, hvilket mislykkedes, da drengen blev anholdt, inden han fik overdraget våbnet.
/ritzau/
Del denne artikel
Tidligere formand for Venstre bliver ny vicedirektør i Dansk Erhverv
Godt et år efter, at Jakob Ellemann-Jensen stoppede i politik, har han fundet sig et nyt job.
Den 51-årige tidligere formand for Venstre skal være ny vicedirektør i Dansk Erhverv.
Det fortæller erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.
Jakob Ellemann-Jensen får et ansvarsområde, der spænder bredt. Lige fra digitalisering og teknologi, det internationale område, for rådgivning, medier og finans samt forsvar og beredskab.
- Dansk Erhverv er en vigtig og vægtig stemme, som indtager en central rolle i den samfundspolitiske debat.
- Jeg glæder mig voldsomt til at bidrage fra en ny vinkel med at sikre danske virksomheder de bedst mulige vilkår, for at skabe vækst og global handel i en ny geopolitisk verdensorden, siger han om sit nye job.
Del denne artikel
Populær Rejsekort-app udvides i 2025
Den nye digitaliserede app-version af Rejsekortet er på kort tid blevet ganske populær blandt danskerne, hvor appen har opnået hele 1,7 millioner downloads siden lanceringen i september, skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.
Og særligt borgerne i hovedstaden har taget muligheden for at droppe det fysiske rejsekort til sig.
Det viser en ny undersøgelse fra Metroselskabet, hvor det står klart, at særligt metroens passagerer bruger appen.
I 2025 bliver appen udvidet med flere funktioner, som gør det lettere at rejse i hverdagen, når både hunde, cykler og børn kan tjekkes ind i. Samtidig bliver det muligt at indchecke flere personer ad gangen, og så vil personer med handicap og førtidspension kunne rejse med den rette rabat direkte i appen.
Del denne artikel
Uheld på Køge Bugt Motorvejen
Der er indtruffet et uheld på Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning cirka en kilometer før 32 Køge. Der holder flere biler i venstre spor, hvorfor der advares mod pludselige opbremsninger og vognbaneskift. Det skriver P4 Trafik.
Del denne artikel
Mand fundet død på Frederiksberg
En ældre herre er fundet død i en have på Hoffmeyersvej på Frederiksberg.
Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Kosmopol mandag formiddag.
- Vi fik en anmeldelse 07.59 fra en beboer på Frederiksberg, som havde fundet en død mand i sin have, siger vagtchef Dyre Sønnichsen.
Manden formodes at have fået et ildebefindende, hvorefter han er faldet om i haven.
- Man formoder, at han der er tale om en naturlig død. Der er ikke noget, som tyder på noget mistænkeligt, siger vagtchefen.
De pårørende er endnu ikke underrettet.
Del denne artikel
Lokalpolitikere udsat for chikane, viser ny undersøgelse
En ny undersøgelse fra Helsingør Kommune viser, at knap halvdelen af de politikere, som har svaret, er blevet udsat for chikane og trusler.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Alle byrådets 25 medlemmer er blevet spurgt, om de har oplevet chikane inden for det seneste år, men kun 13 har svaret.
Af de 13 har fem oplevet chikane, mens fire har modtaget trusler. Tre betegner truslerne som alvorlige.
Nu overvejer byrådet, om de skal tilbyde øget hjælp til politianmeldelser, psykologbistand og mulig advokatbistand ved chikane.
I 2022 blev Helsingør Rådhus udsat for et brandattentat. Siden da har sikkerheden været skærpet ved byrådsmøderne.
Del denne artikel
Nu kan opiod-modgift fås i håndkøb
Næsesprayen Ventizolve kan nu købes i håndkøb. Det skal sikre hurtig hjælp i forbindelse med opioidoverdosis.
Flere klager om vold og mobning - nu sættes skole under tilsyn
Efter flere klager om blandt vold og mobning, har Undervisningsmiljøtilsynet nu startet en tilsynssag på Engelsborgskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Mediet har set flere af klagerne og beskriver på den baggrund, at den ene klage vedrører et barn, der er blevet slået tre gange i hovedet af en anden elev.
formand for Skoleudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune., Mette Schmidt Olsen (K), ser positivt på, at der nu skal føres en tilsynssag på skolen.
- Det er godt, at man undersøger problemets omfang, så Engelsborgskolen kan få den rette rådgivning, og så skolen på den måde kan få de bedste forudsætninger for det videre arbejde, siger hun til Sjællandske Nyheder.
Del denne artikel
Novembernat slår vild rekord
Med en middeltemperatur på hele 13,3 grader har natten til mandag været ekstrem varm. Det gør natten til den varmeste novembernat nogensinde i dansk vejrhistorie. Faktisk var nattens middeltemperatur varmere end en gennemsnitlig dansk sommernat.
Del denne artikel
Nu starter vejarbejde på trafikeret strækning
Den tre- eller flersporede trafikale hovedåre H. C. Andersens Boulevard bliver frem til første uge af december sværere at køre ad, end det er tilfældet i hverdagen.
En del af strækningen bliver nemlig afspærret, mens der udføres asfaltarbejde.
Det betyder, at der bliver færre spor til bilisterne mellem Langebro og Rysensteensgade i vestgående retning, skriver Trafikken Hovedstaden på X.
Arbejdet forventes færdigt den 6. december.