SOSU'en Mette føler sig overset: "Det er ikke kun sygeplejersker, der er corona-frontpersonale"
Debat: Mette Schmidt, der arbejder som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen, føler ikke, at der i denne corona-tid bliver sat pris på hendes og hendes kollegers arbejde.
Foto: Privat
Kronik
Dette er en kronik, skrevet af Mette Schmidt, social- og sundhedsassistent i Køge Nord Hjemmepleje.
Psssssssttt – vi er her altså også!
Pandemien er over os. Det er vist gået op for de fleste, men at frontlinjen i denne bekæmpelse ikke kun består af læger og sygeplejersker, virker umiddelbart langt fra til at være gået op for alle.
Fra dag et har vi hørt på hæder, rosende ord, og ja minsandten lønbonus til de hårdtarbejdende sygeplejersker. Og de arbejder hårdt - PRÆCIS som alle os andre i sundhedssektoren!
Jeg er Mette, social- og sundhedsassistent i Køge Nord hjemmepleje. Ja, vi(læs: hjemmeplejen) er her faktisk også, og det er vi hver evig eneste dag, og det er i fronten, hvor coronaen lever i første række.
Hvorfor føler vi os oversete? Måske primært fordi vi slet ikke er nævnt. Ja, jeg har i hvert fald ikke hørt min arbejdsplads, altså den kommunale hjemmepleje nævnt en eneste gang, i en rosende tillægsordsparade. Jeg synes faktisk, at konfettirør er på sin plads.
Hvorfor føler vi os oversete? Måske primært fordi vi slet ikke er nævnt.
Mine kollegaer, social- og sundhedshjælpere og -assistener, har intet imod at være i front. Vi er udlært i det her fag, vi elsker vores job – og grundlæggende er vi stolte over at være med til at bekæmpe den meget irriterende og samfundsforstyrrende gæst, som corona er.
Har du noget på hjerte?
Har du noget på hjerte, som du gerne vil have ud i en kronik eller et debatindlæg, så kontakt os på TV 2 Lorry.
Skriv til mail til maft@tv2lorry.dk.
Det jeg/vi er voldsomt trætte af, er svært at forklare, men måske et sprogligt billede kan hjælpe:
Det svarer til at gå Luciaoptog, vi har alle øvet, vi har alle kæmpet for at kunne sangen udenad. Når vi så skal bestå prøven – gå Lucia, synge sangen i takt, så er det Luciabruden, der løber med opmærksomheden. Så går man der bagved og forsøger at fange lidt opmærksomhed, lidt anerkendelse- og når optoget er slut, ja så er den barske virkelighed jo, at intet Lucia-optog, uden brud og ingen Lucia brud uden optog.
Min pointe er, at jeg synes samfundet, politikerne, kommunerne, regionerne og medierne skal stoppe med at dissekere, hvem gør hvad.
Vi er en kæde, og uden led knækker kæden.
Det er så voldsomt vigtigt, at i det her fag er det sundhedsfaglige, fra læger til portører til rengøring, hjemmepleje, plejehjem, bosteder (vilkårlig rækkefølge), at vi er et sammentømret organ.
Så behandl os derefter – vi er en kæde, og uden led knækker kæden.
Vi er ALLE pressede. I hjemmeplejen opsporer vi de første symptomer, da vores arbejdsplads, borgernes hjem og vi står samtidig på mål for pårørendes frustrationer dagligt.
Vi halser op og ned ad trapper i opgange med mundbind/visir på.
Nogle borgere rejser ofte til udlandet, og så må vi stå med fuldt udstyr, når de kommer hjem til isolation.
Alle ved, hvor yderst ubehagelige de her værnemidler er. Mine kollegaer og jeg selv er begyndt at opdage følgende gener: Vejrtrækningsproblemer, næseblod, generelt tørre slimhinder og konstant tæthed i halsen grundet vores daglige brug af mundbind i så stort et omfang som nu.
Lyder jeg skinger? Det er ikke min mening! Jeg er bare hende bagerst i Lucia-optoget, der gerne vil anerkendes.
Hvem passer på os? Hvor er evidensen for at bruge af mundbind i det her omfang, i et virke hvor vi har fart på?
Ja, så er er der min næste ”bøvs” – flere kommuner har givet ”tak for indsatsen” gaver.
Det, synes jeg, er så fint, men når man så sidder tilbage med en lille fælles dusk i personalerummet, ja – så skal man stå på hovedet for at smile, og det bliver svært at stave til ”stærke”.
Lyder jeg skinger? Det er ikke min mening! Jeg er bare hende bagerst i Lucia-optoget, der gerne vil anerkendes.
Og det var Mette – en træt social- og sundhedsassistent fra Køge Nord hjemmepleje.
