Eksklusivt interview: I Farum går en verdensstjerne rundt og samler bolde
Michael Essien elsker den stille tilværelse i FC Nordsjælland, hvor han har været siden 2020. Han holder sig normalt fra pressen, men nu stiller han ekstraordinært op til interview.
På Right to Dream Park i Farum render en verdensstjerne rundt.
Han har spillet i klubber som Chelsea, Real Madrid og AC Milan, og pokalskabet tæller både Premier League- og Champions League-trofæet.
Men han opfører sig ikke som en person med de meritter. Langt fra.
Michael Essien er netop mødt på arbejde i FC Nordsjælland. Han er på vej ind i det åbne kontorlandskab, der ligger inde i stadion. Her sidder alt fra direktører til kontorassistenten, men alle bliver mødt med en kærlig krammer eller et solidt håndtryk.
- Jeg siger altid godmorgen til min mor her, fortæller Michael Essien med det største smil, imens han går over til en kvinde, der giver ham et kys på kinden.
Navnene på samtlige medarbejdere har han helt styr på, og det siger ikke så lidt, for der er efterhånden mange på kontorgangene i FC Nordsjælland.
- Jeg kommer herop hver morgen for at sikre mig, at alle har det godt og er glade, siger han, før han fortsætter sin morgenrunde.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Kosmopol
Slæber rundt på boldene
Næste ting på dagsordenen er træningsudstyret. Vi er gået ned under tribunen, hvor Superliga-holdets omklædningsrum ligger. Michael Essien er ved at tælle boldene – det er vigtigt, de alle sammen er der, når træningen begynder om lidt.
- Der er 60 bolde, jeg er helt sikker, udråber han.
Ghaneseren er ikke for fin til noget. Tværtimod. Hver træning ser du ham slæbe boldene ud på træningsbanen, selvom det nok ikke er en del af jobbeskrivelsen.
- Jeg synes, at det er de små detaljer, som betyder noget. Jeg gør det også for at prøve at vise de unge, at de skal have de menneskelige egenskaber med.
- Det er ikke vigtigt, om du er en stor stjerne eller ej. Vi er alle mennesker, og vi har brug for at hjælpe hinanden, fortæller Michael Essien.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Kosmopol
Hvad laver en verdensstjerne i Farum?
Regnen står ned i stive stænger over Farum Park, men det er ikke et problem for den tidligere Real Madrid- og Chelsea-spiller.
Hvorfor gider du at bo i en lille by i Danmark med det her vejr?
- Jeg foretrækker kulde fremfor varme, så vejret her er perfekt for mig. Danske drenge hader det, men jeg elsker det, siger han med et grin.
Karrieren har ført Michael Essien til byer som London, Madrid og Milano, og han kunne have valgt en mere luksuriøs tilværelse et mere eksotisk sted. Alligevel har han valgt at bosætte sig i en lille provinsby i Danmark.
Michael Essien blå bog
Navn: Michael Kojo Essien
Født: 3. december 1982
Fødested: Accra, Ghana
Position: Midtbanespiller
Klub-CV:
Bastia (2000–2003)
Lyon (2003–2005)
Chelsea (2005–2014)
Real Madrid (l2012–2013)
Milan (2014–2015)
Panathinaikos (2015–2016)
Persib Bandung (Indonesien, 2017–2018)
Sabail (Aserbajdsjan, 2019–2020)
Det ghanesiske landshold i årene 2002–2014
Assistenttræner i FC Nordsjælland fra 2020-nu.
- Jeg voksede op i en lille by i Ghana, så jeg har altid kaldt mig selv en landsbydreng. Jeg elsker, at det er stille og roligt her, og at der er mange grønne områder.
- Jeg passer meget mig selv og har ikke brug for at være i en storby. Når jeg har fri, går jeg tur med min hund eller ser fodboldvideoer på min computer derhjemme, fortæller Michael Essien.
Familien er ikke taget med til Farum, men bor i stedet for i London, hvor Michael Essien selv tilbragte ni år af fodboldkarrieren i klubben Chelsea.
- Mine børn går i skole i London og har hele deres liv der. Jeg er en international mand, og i fodboldverdenen rejser man meget rundt, så det er bedre for dem at have en base. Men jeg har mulighed for at besøge dem, når jeg vil.
Rollemodel for de unge spillere
Træningen skal så småt til at begynde og Michael Essien er i gang med at spille ’gris’ med nogle af de unge drenge i truppen. Her står man i en rundkreds og jonglerer til hinanden, og den, der først taber bolden fire gange, skal have en straf. I det her tilfælde er det et lille smølfespark på øret.
Der er højt humør og grin, især mellem Michael Essien og de spillere, der kommer fra FC Nordsjællands akademi i Ghana. Og netop blandt de udenlandske spillere har Michael Essien en vigtig rolle.
- Vi har mange spillere fra Afrika, og jeg elsker at være omkring dem og prøve at være en mentor for dem.
- Jeg er her for at prøve at lære dem, hvordan man skal forberede sig, hvordan man skal arbejde, og hvordan man skal være som professionel fodboldspiller.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Kosmopol
Det var ikke tilfældigt, at Michael Essien endte i FC Nordsjælland. Han har kendt Tom Vernon, der stiftede Right to Dream-akademiet i Ghana og er tidligere ejer af FC Nordsjælland, siden han var 18 år gammel. Og efter karrieren ringede Tom Vernon til Michael Essien og spurgte, hvad han havde af planer.
Sådan startede det, og Michael Essien er blevet hængende lige siden. For han nyder at lære fra sig og tage hånd om spillerne.
- Jeg elsker at gå og joke med dem, så de er mere afslappede og føler sig tilpas. Vi hænger også nogle gange ud efter træning, og jeg håber, jeg kan både hjælpe og inspirere dem.
Henter spillerne i lufthavnen
Når snakken falder på Michael Essien blandt spillerne i truppen, er det da også positive gloser, der bliver sendt ghaneserens vej.
- Han er så god en fyr. Han er altid i godt humør og er meget ydmyg, og han er der altid for de unge spillere. Det er så rart at have ham til at få gode råd, og så er han bare en stor spiller med en flot karriere, fortæller den 20-årige midtbanespiller Rocco Ascone.
Han er franskmand og kom til klubben for to år siden uden at kunne et ord engelsk, og her var Michael Essien en stor støtte.
- Da jeg landede i Danmark, hentede han mig lufthavnen, fordi han var nødt til at oversætte alt for mig.
- Det var vildt at se, at det var ham, der hentede mig, og jeg var en smule genert, men nu er vi blevet venner, og han hjælper mig en masse, forklarer Rocco Acone.
Holdkammeraten Mario Dorgeles kommer fra Right to Dream-akademiet og har spillet i klubben siden 2022. Og ligesom Rocco Ascone har han et tæt forhold til Michael Essien.
- Hvis jeg har spillet en dårlig kamp eller bare er lidt nede, så er han der altid til at motivere mig og minde mig om, hvad jeg kan opnå som fodboldspiller.
Foto: Emma Thomas Moesgaard / TV 2 Kosmopol
Hvordan ser fremtiden ud?
Arbejdsdagen er ved at være slut, og Michael Essien skal finde ud af, hvad resten af dagen skal stå på.
- Jeg tror, jeg skal gå en lang tur med min hund, og ellers har jeg ikke planlagt det store.
Der behøver heller ikke ske det store for Michael Essien, og her er en by som Farum det perfekte match. Og derfor kan det godt være, at han bliver hængende i mange år endnu.
- Hvorfor ikke? Jeg er glad her, og jeg er i en rigtig god organisation, så ja, hvis det sker, så er jeg åben for det. Jeg følger strømmen og lader naturen beslutte, hvad der skal ske i fremtiden, slutter Michael Essien.