Lyngbys nye cheftræner: Der er en speciel Lyngby-ånd med en masse energi og drive

Morten Karlsen er vendt hjem til Danmark efter et ophold som fodboldtræner i USA. Her blev han udsat for lidt af hvert, og det er erfaringer, som han nu tager med videre som cheftræner i Lyngby Boldklub.

I mere et år var Morten Karlsens dagligdag lidt syd for Los Angeles i USA.

Han boede i et stort lejlighedskompleks med tre swimmingpools, kørte i en lækker bil og havde succes som cheftræner for holdet Orange County under varme himmelstrøg.

Alligevel har han valgt at vende hjem til Lyngby og et noget mere svingende dansk sommervejr.

- Når Lyngby ringer, så siger man "ja", fortæller Morten Karlsen med et grin.

TV 2 Kosmopol møder Lyngbys Boldklubs nye cheftræner en fredag eftermiddag i Lyngbys klubhus. Lige før interviewet har en flok fodboldskolebørn søgt ly for regn og torden i et tilstødende lokale.

Morten Karlsen føler sig klar til Superligaen, som allerede går i gang fredag den 19. juli. Første kamp for Lyngby er mandag den 22. juli på hjemmebane mod FCK.

Tip os med gode Superliga-historier

Magnus Dam Nielsen er TV 2 Kosmopols nye Superliga-korrespondent og skal i den kommende Superliga-sæson dække Lyngby og FC Nordsjælland. Hvis du har spørgsmål eller et tip til en god historie, er du velkommen til at skrive til Mani@tv2kosmopol.dk.

Tip os


Nedenunder render Superliga-truppen rundt efter dagens træning, og det er meget sigende om Lyngby som klub. Alle er tætte, store som små. Og dét er da også en af årsagerne til, at Morten Karlsen takkede ja til stillingen som ny cheftræner.

- Det er en af de sidste klubber på allerhøjeste niveau med en lang historie. Der er en speciel Lyngby-ånd, og der er en masse energi, kraft og drive herude.

- Folk brænder for Lyngby, og du kan mærke det, så snart du kommer ud på træningsanlægget og i klubhuset. Nu er der fodboldskole i dag og en masse små Lyngby-fans, der render rundt, og det er fedt, fortæller Morten Karlsen.

quote Der er forskel fra at gå og spille i Orleans County i 25 grader, til at spille i tæt på 40 grader klokken 20 om aftenen i Phoenix

Morten Karlsen, cheftræner, Lyngby

Anderledes kultur i USA

Morten Karlsen drog til USA og den næstbedste amerikanske fodboldrække i februar sidste år. Han startede som assistenttræner for holdet Orange County, men under tre måneder senere fik han chancen som cheftræner for klubben.

Og det er et ophold, som han har taget en masse god erfaring med fra.

- Jeg har lært mig en ny fodboldkultur, og hvordan man gør tingene på en anderledes måde. Det kan man altid lære noget af. Og så har jeg lært at være pragmatisk, siger Morten Karlsen.

Spillede i næsten 40 graders varme

Netop ordet ’pragmatisk’ går igen flere gange, når snakken falder på USA. For i modsætning til Danmark, hvor man kan køre til og fra kampe i bus, og hvor vejrforholdene er nogenlunde de samme over hele landet, så er det helt anderledes i USA.

- Jeg har lært at omstille mig. For der er forskel fra at gå og spille i Orleans County i 25 grader til at spille i tæt på 40 grader klokken 20.00 om aftenen i Phoenix, spille oppe i højderne i Colorado eller rejse fire dage for en udebanekamp på Østkysten over tre tidszoner.

I de situationer skal man være netop pragmatisk og få det mest optimale ud af situationen.

- Der handler det om at se på, hvad motiverer spillerne bedst, og hvornår kan man presse dem, og hvornår kan man ikke presse dem.

- Det har jeg virkelig lært det seneste år, fortæller Morten Karlsen om opholdet i USA.

Morten Karlsens trænerkarriere

  • 2014–2018 U19-træner i FC Nordsjælland

  • 2018–2019 Cheftræner i HB Køge

  • 2020–2022 Assistenttræner i AGF

  • 2023 Assistenttræner i Orange County SC

  • 2023–2024 Cheftræner i Orange County SC

  • 2024– Cheftræner i Lyngby


Vil bygge videre på David Nielsens arbejde

Morten Karlsen har overtaget trænersædet i Lyngby efter David Nielsen, der sørgede for overlevelse i Superligaen for de kongeblå i den seneste sæson.

Morten Karlsen var selv assistenttræner under David Nielsen i AGF i halvandet år og kender ham indgående som træner. Derfor vil han også bygge videre på mange af de ting, som David Nielsen allerede har sat i gang.

- Jeg synes, det vil være åndssvagt ikke at tage fat i noget af alt det gode arbejde, der er blevet lavet. David er også en dygtig træner, og vi har en kort opstart, så når vi spiller mod FCK i den første kamp, så er det ikke en helt ny verden, spillerne træder ind i, forklarer Morten Karlsen.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

Men den nye cheftræner har også selv en masse tanker og idéer til, hvordan han vil spille, og som han vil implementere løbende.

- Så har jeg også selv nogle idéer til, hvordan vi kan træne vores omstillingsspil eller vores angrebsspil, som er anderledes fra andre trænere, så selvfølgelig vil jeg drypvis komme de ting ind i vores spil.

Morten Karlsen peger selv på, at hans menneskelige egenskaber er en af sine forcer. Foto: Rasmus Falck
Morten Karlsen peger selv på, at hans menneskelige egenskaber er en af sine forcer. Foto: Rasmus Falck


Gode menneskelige egenskaber

Man mærker hurtigt, at den nye Lyngby-træner er et udadvendt gemyt, der ikke er bleg for at fyre en joke eller to af med små mellemrum. Og hans menneskelige egenskaber er en af de ting, som han selv påpeger som en af sine forcer.

- Hvis jeg nu skal lyde amerikansk, så synes jeg, at det er en af mine styrker. God til mennesker, prøver at forstå de forskellige spillers udgangspunkt, deres motivation, og hvordan får vi presset en spiller bedst muligt, fortæller Morten Karlsen. 

Og så er vi igen tilbage ved Lyngby-ånden. For Morten Karlsen håber at skabe et udtryk på banen, der afspejler det, som Lyngby i mange år har været kendetegnet ved.

- Det er et Lyngby-hold, som først og fremmest er bundsolidt, altså organisatorisk, og som også har modet og løsningerne på lidt mere modig, attraktiv og direkte fodbold. Sådan en positiv omgang fodbold på bolden.

- Fokus har i mange år været på overlevelse, men hvis vi kan bevæge os hen mod det Lyngby, som Lyngby bliver opfattet som, ville det være fedt. Det vil jeg glæde mig rigtig meget til at arbejde med, slutter han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik