Smutter til vinter: ”Han er måske Superligaens bedste lige nu”
Jeppe Tverskov har været en af profilerne for FC Nordsjælland i denne sæson, og cheftræneren er ikke bleg for at kaste store roser efter sin altmuligmand.
x
Han startede sæsonen på din vante position på den defensive midtbane.
Så lappede han huller i midterforsvaret på grund af skader.
Og i kampen mod Brøndby blev han rykket lidt længere frem på midtbanen, hvor han kvitterede med 3 oplæg.
Jeppe Tverskov er blevet kastet lidt rundt på forskellige positioner i denne sæson for FC Nordsjælland.
Ham der lægger puslespillet og rykker rundt på brikkerne, er cheftræner Jens Fønsskov Olsen. Og for ham er det ikke vigtigt, hvilken position han placerer Jeppe Tverskov på, så længe han bare er på banen.
Hvor kan du bedst lide at placere Jeppe Tverskov?
- Der hvor bolden er, fortæller Jens Fønsskov Olsen med et smil og fortsætter:
- Jeg synes, at han er en af de bedste spillere i Superligaen. Måske den allerbedste lige nu. Han har en voldsom indflydelse på kampene nærmest uanset, hvor vi positionerer ham.
Væk til vinter
Jeppe Tverskov kom til klubben i sidste sæson, men allerede til vinter er han væk igen. Her skifter han nemlig til FC Nordsjællands søsterklub San Diego FC i USA.
Og cheftræneren erkender, at Jeppe Tverskov ikke kan erstattes en til en.
- Det kan man ikke, altså vi kan jo ikke finde en anden Jeppe Tverskov, fortæller han.
- Men så finder vi en anden, og så finder vi en anden konstellation og tilpasser os det. For i vores spillestil er det kollektivet, der er det vigtige, siger Jens Fønsskov Olsen.
Udover Jeppe Tverskov mister FC Nordsjælland også Marcus Ingvartsen, som ligeledes skal til San Diego FC. Men det er ikke noget, som får Jens Fønsskov Olsen til at ryste på hånden.
I sommers transfervindue sagde holdet også farvel til halvdelen fra startopstillingen, og efter en svingende start ligger klubben nu solidt på femtepladsen i Superligaen, hvor man har vundet de seneste to kampe 4-1.
- Jeg synes jo, det er en fantastisk transformation, vi er igennem. Og der kommer stadig flere bump på vejen, det er vi meget bevidste om, fortæller han.
- Men det giver selvfølgelig noget energi og motivation, at vi har set et højt niveau på det seneste, og når vi begynder at finde det mere kontinuerligt, så er det ikke sjovt at spille imod os, slutter han.