Voldsomt kampprogram venter Lyngbys nye cheftræner: "Det bliver pissefedt at komme i gang"

Lyngby skal være klar fra første fløjt i den kommende Superliga-sæson, hvor top-4 fra sidste sæson venter i de fem første kampe i Superligaen.

FCK, Brøndby, FC Nordsjælland og FC Midtjylland.

De fire suverænt bedste hold fra den seneste Superliga-sæson står på menuen i Lyngbys første fem kampe, og det er derfor en hård ilddåb, som Lyngbys nye cheftræner, Morten Karlsen, har i vente.

- Jeg tænkte bare, så er vi i gang jo, fortæller Morten Karlsen.

Han har op til sæsonstarten overtaget roret i Lyngby fra David Nielsen, og siden sin ansættelse i slutningen af juni har han arbejdet intenst på at gøre holdet klar til sæsonstarten.

Lyngbys fem første kampe

1. Spillerunde: Lyngby-FCK, 22 juli.

2. Spillerunde: Sønderjyske-Lyngby, 26. juli.

3. Spillerunde: Lyngby-Brøndby, 4. august.

4. Spillerunde: FC Nordsjælland-Lyngby, 11. august.

5. Spillerunde: Lyngby-FC Midtjylland, 16. august.

Men selvom der på papiret venter hård modstand fra start, så har det ikke ændret noget i forberedelserne.

- Det er jo en ekstremt kompetitiv række, og der er jo elleve andre gode hold i Superligaen, så vi skal gennemgående gøre det samme i så mange kampe som muligt.

- Og så kan det godt være, at vi får længere faser mod FCK i vores defensive blok, end vi gør imod andre hold, men for mig handler det om, at vi er dygtige i det, vi vælger at gøre, og så kan vi justere nogle ting løbende, fortæller Morten Karlsen.

Morten Karlsen på træningsbanen.
Morten Karlsen på træningsbanen.
Foto: Rasmus Falck

Regner ikke med 15 point i de fem første kampe

Lyngby tager hul på Superliga-sæsonen den 22. juli, hvor man hjemme tager imod FCK - en kamp, du for øvrigt kan se klokken 19.00 på TV 2 Sport X.

Morten Karlsen vil ikke sætte tal på, hvor mange point han håber at kunne få med fra de første par kampe, men han regner ikke med at få det maksimale udbytte.

- Det er lidt svært for mig at sætte pointsnit på, men jeg har da ikke en forventning om, at vi kommer ud med fem sejre i de fem første kampe.

- For mig er det vigtigste, at vi er konkurrencedygtige i alle vores kampe. Når vi stiller op til kamp, det er jo ligesom naturen i det hele, så spiller vi for at vinde, og det vil vi da også forsøge at gøre mod FCK, FC Midtjylland og Brøndby, fortæller Morten Karlsen.

De store Superliga-hold skræmmer da heller ikke den nye Lyngby-træner, der glæder sig til, at Superligaen bliver sparket i gang.

- Det bliver pissefedt at komme i gang, slutter Morten Karlsen. 

Tip os med gode Superliga-historier

Magnus Dam Nielsen er TV 2 Kosmopols nye Superliga-korrespondent og skal i den kommende Superliga-sæson dække Lyngby og FC Nordsjælland. Hvis du har spørgsmål eller et tip til en god historie, er du velkommen til at skrive til: Mani@tv2kosmopol.dk

Tip os

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik