Så fik Dragør en borgmester
Eik Dahl Bidstrup fortsætter som borgmester. Det skriver han på sin facebook side.
Så er der endelig en afgørelse i Dragør. Den nuværende borgmester, venstremanden Eik Dahl Bidstrup fortsætter som borgmester.
På sin facebook side skriver Eik Dahl Bidstrup, at Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har indgået en konstitueringsaftale omfattende 8 af den nyvalgte kommunalbestyrelses 15 mandater.
Eik Bidstrup skriver: "Dermed fortsætter Eik Dahl Bidstrup som borgmester og det gode samarbejde mellem de tre partier. Det tillidsfulde samarbejde, som har medvirket til en god udvikling i kommunen i de seneste 2 valgperioder, kan dermed fortsætte. Det giver et godt fundament for fastholdelse af en solid kommunal økonomi, service og velfærd de kommende 4 år.
Intense forhandlinger
Siden kommunalvalget i tirsdags har det været intense forhandlinger i Dragør.
Eik Dahl Bidstrup og spidskandidaten fra Det Konservative Folkeparti Kenneth Gøtterup har forhandlet af flere omgange.
Natten til torsdag lå kandidaterne fra de to borgerlige partier i langvarige forhandlinger med Socialdemokratiet om at lande en bred konstituering, og torsdag aften fortsatte forhandlingerne i kælderen under rådhuset i Dragør.
Socialdemokratiet var inviteret med til forhandlingerne, fordi De Konservative og Venstre ikke kunne blive enige om, hvem der skal være borgmester.
Dahl Bidstrup har altså nu forhandlet sig frem til en aftale udenom De Konservative og har i stedet konstitueret sig med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
77,8 procent af de 10.916 stemmeberettigede i Dragør satte deres kryds tirsdag.
Liste T ikke inviteret med
Med fire mandater indtog lokallisten Tværpolitisk Forening pladsen som det største parti i Dragør. Lige i hælene kom Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet, der hver fik tre mandater, mens Dansk Folkeparti har fået to mandater.
Tværpolitisk Forening var dog ikke inviteret med til de afgørende forhandlinger på Dragør Rådhus, da de andre partier i kommunen mener, at det er problematisk at samarbejde med lokallisten.
Eik Dahl Bidstrup, der har været borgmester de sidste fire år, fik 922 personlige stemmer ved kommunalvalget. Det var omkring tre gange flere end Det Konservative Folkepartis Kenneth Gøtterup.