Politi om drab i Tisvildeleje: Vi er i gang med det seje træk
Nordsjællands Politi har siden tirsdag modtaget 75 henvendelser fra borgere, der mener at kunne bidrage til efterforskningen af drabet på Charlotte Asperud i Tisvildeleje.
Opdateret d. 20. januar: Vi har fjernet billedet af den dræbte
Det mystiske drab på den 58-årige Charlotte Asperud i Tisvildeleje natten til tirsdag den 30. april er fortsat et stykke fra at blive opklaret.
Nordsjællands Politi valgte tirsdag i håb om at få hjælp til at opklare drabet at offentliggøre en lydfil, hvori man kan høre den formodede gerningsmands stemme.
Det har fået mange borgere til at henvende sig, oplyser Henrik Gunst, der er efterforskningsleder i Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.
Foto: Nordsjællands Politi
- Vi er meget glade for de henvendelser, vi har fået, og dem undersøger vi nu til bunds.
- Indtil videre har vi fået omkring 75 henvendelser, men desværre har der ikke været nogen af dem, vi har gennemgået, som vi har kunnet bruge konkret til at komme videre med efterforskningen, siger Henrik Gunst.
Han understreger dog, at borgere fortsat opfordres til at rette henvendelse, hvis man har oplysninger i sagen.
Stadig ingen mistænkt
58-årige Charlotte Asperud, der til daglig arbejdede som læge på blandt andet Hillerød og Frederikssund Hospital, blev overfaldet i sit hjem Aspevej 3 i Tisvildeleje den 30. april omkring klokken 02.45.
Ifølge politiet er gerningsmanden formentlig brudt ind gennem et vindue, mens offeret lå og sov. Den 58-årige fik voldsomme kvæstelser og afgik ved døden senere samme døgn efter at være blevet hastet til Rigshospitalet.
Efterforskningslederen forklarer, at politiet endnu ikke har lagt sig fast på et motiv for drabet.
- Vi er i gang med det lange, seje træk, hvor vi undersøger alle ledetråde og henvendelser fra borgere. Indtil videre har vi ikke en mistænkt, siger Henrik Gunst.
Charlotte Asperud blev i månederne op til drabet blevet set sammen med en skaldet mand med briller.
Nordsjællands Politi ønsker at høre fra manden. Og få af henvendelserne drejer sig netop også om den skaldede mand, fortæller Henrik Gunst.
Som en del af efterforskningen forsøger politiet desuden at klarlægge, hvorvidt Charlotte Asperud var i et forhold.
Samtidig vil politiet fortsat gerne høre fra borgere i Tisvildeleje, som har set eller hørt noget mistænkeligt, der ikke passer ind i "det normale hverdagsbillede".
Foto: Local Eyes