Lokale naturnationalparker møder modstand
Lige nu forhandler Folketingets partier om at udpege 10 nye Naturnationalparker - men flere borgere frygter store dyr, der skal leve vildt i parkerne.
Ane Kirstine Ilsøe bor lige i udkanten af Bidstrupskovene tæt ved Hvalsø. Hun rider i skoven fire-fem gange om ugen. Men hun frygter, at det snart er forbi med rideturene.
Store dele af Bidstrup Skov er nemlig på listen over skovområder, som politikerne på Christiansborg lige nu forhandler om at gøre til naturnationalparker. Her skal skoven stå urørt af mennesker, og så er planen, at der skal udsættes såkaldte store græssere - altså store dyr som kvæg, heste eller elge, som skal leve vildt.
- Hvis det er heste man sætter ind, vil det simpelthen være for farligt. Du kan ikke komme med en tamhest ind til vildheste. En stor flok stude, som pludselig beslutter sig for at bisse, kan skabe vanvittigt farlige situationer. Jeg ville ikke turde ride herind, og jeg ville slet ikke ride herind med min lille søn, siger Ane Kirstine Ilsøe.
Lige nu forhandler politikerne på Christiansborg om, hvilke 10 skovområder i Danmark, der skal gøres til nye naturnationalparker.
Her i vores område er 3 nye områder i spil - det drejer sig om af Bidstrup Skovene, Tisvilde Hegn og Melby Overdrev og så Horserød Hegn. Og så er der Gribskov, der allerede er udpeget til Natur-nationalpark, hvor der skal udsættes elge.
Ane Katrine Ilsøe har nu startet en gruppe, sammen med de folk og foreninger som bruger skovene, for at kæmpe mod planerne.
Men det er ikke kun i Bidstrup, at der er modstand mod hegn og store dyr i skoven. Også i Nordsjælland har modstanderene organiseret sig. Blandt andet har de startet en facebookgruppe, der på kort tid har samlet knap 2000 medlemmer.
De har flere gange afholdt demonstrationer, fordi de frygter at skulle møde de store dyr.
- Vi er bange for angreb fra dem, hvis vi lige pludselig overrasker dem. Og ude i urørt skov, der kan de være meget svære at se, siger Pernille Kristiansen, der er en af initiativtagerne til gruppen, og som selv er nabo til Tisvilde Hegn.
Mountainbikerne frygter blandt andet at få ødelagt de spor, de har brugt mange ressourcer på at lave.
Orienteringsløberne frygter også for sikkerheden, de arrangerer nemlig masser af løb for børn og unge, og det vil blive svært fremover, lyder det.
- Vi kan ikke sende vores unge løbere ind i et område, hvor der er store dyr. Så sikkerhedsmæssigt vil der være en begrænsning, siger Rolf Aagaard Valery, bestyrelsesmedlem i Tisvilde Hegn Orienteringsklub.
Og hundeslæde-kørerne risikerer helt at blive udelukket fra skovene.
Naturnationalparker har også mange fortalere
Men der er også mange, der glæder sig over udsigten til at få de store græssere ud i naturen. De mener, at de store dyr har en nøglefunktion i de nye Naturnationalparker. Hos Dansk Ornitologisk Forening (DOF), glæder biolog, Knud N. Flensted sig til, at der kommer nogle områder, hvor naturen har fortrinsret.
- Det vil være en fantastisk hjælp til vores mest sårbare dyre og planteliv, siger han.
En af de allervigtigste ting, hvis man skal øge biodiversiteten i Danmark, det er at skabe en mere naturlig græsningssituation i vores vilde naturområder, ellers risikerer vi, at skoven bliver unaturligt tilgroet.
Miljøordfører for Socialdemokraterne, Kasper Roug, er ikke nervøs for, at brugerne af skoven vil få store problemer med udsatte græssere.
- I naturnationalparkerne er det meningen, at alle borgere selvfølgelig skal komme, som de hele tiden har gjort. Indgange, veje og stier vil man stadig kunne bruge. Der vil komme en låge, et fægitter, eller andre løsninger, siger Kasper Roug.
Og han forventer ikke, at dyrene vil komme i kontakt med mennesker ret tit.
De her dyr har jo et kæmpe areal at gå på, og de er jo ikke interesserede i mennesker, de er heller ikke interesserede i at komme tæt på, siger han.
Hvornår forhandlingerne er færdige, og hvornår politikerne dermed er klar til at præsentere de 10 nye naturnationalparker, forlyder der ikke noget om endnu. Foreløbig er beslutningen udskudt fra december.
Ane Kirstine Ilsøe går også ind for biodiversitet - men kun så læge det ikke involverer store vilde dyr i Bistrupskovene.
- Vi elsker jo naturen, det er derfor vi kommer her.
Tror du, at I kan få standset naturnationalparkerne?
- Vi gør det så godt vi kan, så det håber jeg da. Og jeg håber i hvert fald, at vi kan få lov til at påvirke de løsninger, man finder frem til, siger Ane Kirstine Ilsøe.
_