31-årig idømt anbringelsesdom for sosu-drab på bosted
Sidste år blev en sosu-assistent dræbt af en 31-årig mand på bostedet Lindegården i Roskilde.
En 31-årig mand er i Retten i Roskilde blevet idømt en anbringelsesdom for at dræbe sosu-assistent Vivi Nielsen med et enkelt knivstik på bostedet Lindegården sidste år.
Det har Retten i Roskilde afgjort tirsdag klokken 13, skriver Ritzau.
Drabet fandt sted, mens Vivi Nielsen var på arbejde på bostedet Lindegården i Roskilde. Hun blev stukket ned bagfra med en kniv på 23 centimeter, da hun befandt sig alene i bostedets medicinrum.
Manden har siden sagens begyndelse erkendt at have stukket den 57-årige sosu-assistent med en kniv, men nægtede, at hensigten var at dræbe.
Han har tidligere forklaret i retten, at det var onde stemmer i hans hoved, som beordrede ham til at slå ihjel, og at han intet havde imod Vivi Nielsen.