To beboere på Lindegården voldtaget
Allerede inden knivdrabet på Vivi Nielsen, var der problemer på Lindegården. En beboer er tiltalt for voldtægt og trusler mod personalet.
Der har tidligere været problemer på bostedet Lindegården i Roskilde, hvor sosu-assistenten Vivi Nielsen blev knivdræbt 25. marts sidste år.
En 50-årig beboer er tiltalt for grove voldtægter mod to mandlige beboere på Lindegården og for en byge af mordtrusler mod personalet på bostedet. Sagen skal i næste uge stilles for et nævningeting ved retten i Roskilde. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge tiltalen mod den 50-årige truede han syv social- og sundhedsassistenter på Lindegården på livet.
Det skete gennem et halvt års tid, inden drabet på Vivi Nielsen.
Den 6. februar blev drabsmanden, en 31-årig beboer, dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Han hørte stemmer, der befalede ham at slå nogen ihjel.
Også den 50-årige beboer på Lindegården kræves nu dømt til anbringelse i en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Han er foruden voldtægter og trusler tiltalt for hærværk og indbrud på Lindegården og for vold med slag og spark mod flere beboere.
Den 50-årige, der nægter sig skyldig, sidder nu varetægtsfængslet på Retspsykiatrisk Afdeling i Slagelse.