Ny "bande" på Vestegnen: Nu cruiser ældre sammen i Vallensbæk
Vallensbæk Kommune har med et nyt initiativ gjort det muligt for ældre borgere at køre ture sammen, hvis man er indehaver af en farverig el-scooter.
Kaffe, kage og scooter.
Det er ingredienserne, når en hel gruppe af ældre borgere i Vallensbæk mødes i den såkaldte 'Scooterbande' for at køre på tur sammen i kommunen.
Men selvom kagen smager, så er der ikke nogen tvivl om, hvad der i virkeligheden lokker deltagerne til.
Sammenholdet kommer i første række for alle fem ældre borgere, som TV 2 Lorry møder på deres anden tur af forhåbentligt en lang række i bandens fremtidige liv.
Alle fem var også med på første tur i starten af november, og de har tænkt sig at møde op hver tirsdag fremover, bebuder de.
Bag initiativet til 'Scooterbanden' står Vallensbæk Kommune, der har allieret sig med 78-årige Asbjørn Larsen, der er indehaver en af rød el-scooter, som han har yndet af køre mange og lange ture på førhen på egen hånd.
Og han er i den grad glad for, at han nu kan vise sit område til en masse andre.
- Jeg kører også stadig mange ture alene blandt andet for at finde nye steder, som vi alle kan køre sammen, siger han til TV 2 Lorry.
Foto: Anne Hald Madsen TV 2 Lorry
Asbjørn Larsen er dog ikke kun med for at guide. Han nyder også at køre sammen med andre i fulde drag.
- Altså, det giver sammenhold og oplevelser. Jo flere vi er, jo sjovere er det. Og vi kommer hinanden noget mere ved jo, siger han til TV 2 Lorry.
Fokus på sammenhold blandt de ældre
De nuværende medlemmer af 'Scooterbanden' bor alle i ældreboliger i Rønnebækhus.
Men i Vallensbæk Kommune har borgmester, Henrik Rasmussen (C), et brændende ønske om, at også andre ældre vil få øjnene op for initiativet og det gode sammenhold.
Det er nemlig aldrig for sent at lære nye mennesker at kende.
Han var med på en af tirsdagens ture sammen med 'Scooterbanden', og det glædede ham at se, hvordan de ældre hyggede sig:
- Jeg synes, det er fantastisk, at man har nogle fællesskaber, hvor man mødes på tværs. Det er især vigtigt i en tid som denne, hvor man godt kan føle sig ensom. Jeg synes, det er alletiders, at Scooterbanden eksisterer, siger han til TV 2 Lorry.