300 mistænkt for sort arbejde
I en gigantisk manøvre risikerer op mod 300 personer i den kommende tid at skulle stå til ansvar over for myndighederne, fordi de har arbejdet sort for et rockerfirma fra Rødovre, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
I september anholdt efterforskere fra politiets særlige bandeenhed, Task Force Øst, hele ledelsen i entreprenørfirmaet Thomsen & Co. samt et fremtrædende medlem af Bandidos og sigtede dem for at stå bag omfattende skatte- og momssvindel til en værdi af mindst 26 mio. kr.
Thomsen & Co. udlejede mandskab til bl.a. hovedentreprenøren SSG, der er specialiseret i skadeservice, og som måtte hyre et stort antal medarbejdere efter oversvømmelserne i København i juli.
Problemet var, at Thomsen & Co. betalte deres folk sort. Og at mange af de "ansatte" hos Thomsen & Co. samtidig var på overførselsindkomster.