50 plejehjem på ti dage: Musikere spiller for de svageste
I en tid hvor der ikke er meget for landets musikere at lave, har et nyt initiativ allerede bragt stor glæde til gavn for landets ældre og svage.
Det er hårde tider, også for landets musikere. Aflyste koncerter og lukkede spillesteder gør fremtiden for landets musikere utryg. Corona-nedlukningen har betydet, at folk ikke kan komme ud og høre musik, men så må musikken komme til folk.
Det har bandet Fede Finn og Funny Boyz taget til sig. De turnerer lige nu rundt på 50 plejecentre på Sjælland i løbet af de næste ti dage.
- Vi kan håbe, at vi kan lave et lille lys i mørket til de mennesker, der skal sidde og ikke kan få besøg af deres pårørende, siger Lennart Johannessen, musiker i Fede Finn og Funny Boyz til TV 2 Lorry.
Fra en selvforsynende blokvogn og med behørig afstand til tilskuerne, underholder bandet de ældre beboere på de mange plejehjem i 30 minutter med glad musik, og mandag var turen kommet til Ølby Ældrecenter i Køge.
Ifølge personalet på ældrecentret i Køge har det stor positiv effekt på de beboere, som i øjeblikket er afskåret fra besøg fra deres pårørende.
- Det giver dem en kæmpe glæde og et afbræk i en meget, meget trist hverdag, hvor der ikke er nogen besøgende til dem, så det er rigtig fantastisk, siger Stine Brønsholm, sosu-hjælper på Ølby Ældrecenter i Køge, til TV 2 Lorry.
Tourplan holdes hemmelig for at undgå store forsamlinger
Initiativet er startet af en anonym fondsdonation, og sangeren Richard Ragnvald er også en del af initiativet og turnerer lige nu rundt på 50 plejecentre på Fyn.
Også OK-fonden har iværksat musik for beboere på plejehjem, og med 47 musikere som spiller deres egne numre, er der lidt at glædes over i en ellers mørk tid for både musikere og beboere.
- Det er fantastisk. Man kan jo bare kigge på de glade ansigter og se, hvilken glæde det vækker, det er helt vildt fedt, siger Stine Brønsholm.
Og selvom udsigten til en faldende omsætning for musikerne lurer om hjørnet, er Lennart Johannessen fra Fede Finn og Funny Boyz også rigtig godt tilfreds med det gode initiativ.
- Jeg håber ihvertfald, at det er med til, at de ved middagsbordet vil snakke om, at nåh så kom der lige underholdning, siger han.
Turen rundt på Sjællands plejecentre fortsætter, men tourplanen for Fede Finn og Funny Boyz er hemmelig, da man ikke ønsker, at der samler sig for mange mennesker, så man ikke kan overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger.