578 unge værnepligtige lukket inde på deres kaserne
Mens langt de fleste værnepligtige er blevet sendt hjem til mor og far for at undgå coronavirus, så er de værnepligtige i Livgarden tvunget til at blive bag kasernens mure de næste uger.
330 unge værnepligtige i Den Kongelige Livgarde har fået strenge ordrer til ikke at forlade deres kaserne i Høvelte i Nordsjælland, mens det samme gælder for 248 af livgardens værnepligtige på kasernen ved Rosenborg Slot i København.
Kasernens porte er lukkede for dem, så de ikke går ud blandt os andre og risikerer at bliver smittet med coronavirus.
De skal holde sig raske, så der altid er nogen der kan passe på de kongelige. Det fortæller oberst Susanne Lund, der er chef for kommunikationsafdelingen i Forsvarskommandoen.
- Om mindre end 14 dage er de færdiguddannet, og så skal de ind og stå vagt ved Amalienborg og ved andre kongelige palæer. Hvis de alle bliver syge, så har vi et problem, siger hun.
Livgarden må heller ikke risikere at blive lagt ned af coronavirus, fordi 90 af de værnepligtige herfra indgår i den såkaldte strategiske reserve, der skal kunne støtte politiet ved såkaldte uvarslede hændelser
- Det kan være ved terrorangreb, og det vil typisk være bevogtnings- og overvågningsopgaver. Blandt andet har Livgarden en deling af værnepligtige, der på to timer skal kunne stille, hvor der er behov for det, fortæller Susanne Lund.
Partygade lige udenfor kasernemurene
Livgardens kaserne i København ligger på den københavnske partygade Gothersgade. Men skulle nogle af de unge værnepligtige få trang til at gå udenfor kasernemuren for at feste, så får det konsekvenser.
- Den militære straffelov gælder også her. Men alt efter hvor alvorlig forseelsen er, så vil de i første omgang blive pålagt såkaldte disciplarmidler, som kan være en mundtlig samtale, en skriftlig skideballe, ekstra vagter eller at man ikke kan komme hjem en senere weekend.
Men værst af alt kan de værnepligtige blive bedt om helt at blive væk fra kasernen og Livgarden, hvis de har været udenfor porten, siger Susanne Lund.
- Hvis de har været udenfor og udsat sig selv for smitte, vil vi ikke have dem indenfor igen.
Foto: TV 2 Kosmopol
Ifølge obersten er der dog ingen grund til at frygte, at de unge livgarder tager på springtur udenfor kasernen.
- Det er selvfølgelig træls at skulle skippe en weekend. Men det er fornuftige unge mennesker, som forstår, at de skal sætte opgaven over dem selv. Flere har ventet mange år på at få lov til at få den her uddannelse, siger Susanne Lund.
Værnepligtige holdes beskæftiget med eksercits
Inde på kasernerne sørger man for, at de unge værnepligtige ikke keder sig. De bliver holdt i gang med masser af træning og øvelser i at kunne håndtere sit våben, øve taktiske manøvrer og ikke mindst eksercits, inden de om kort tid skal ind og stå vagt ved Dronningen.
For at mindske risikoen for smittespredning, hvis coronavirus trods lukkede porte skulle finde vej til kasernerne i Nordsjælland og København, så har man ligesom udenfor murene forsøgt at sprede de værnepligtige, så en eventuel smitte rammer færrest mulige, fortæller Susanne Lund.
- De værnepligtige må ikke bare bevæge sig rundt i bygningerne på kasernen, men skal blive der, hvor de hører til. Samtidig spiser de i hold, der ikke møder hinanden, forklarer hun.