Dystre tal: Børnefattigdom stiger - især Vestegnen hårdt ramt
Antallet af fattige børn er steget voldsomt, viser nye tal. Hvert tiende barn i Brøndby lever i fattigdom, mens Ishøj, Høje-Taastrup og Albertslund også er hårdt ramt.
Hovedstadsområdet er meget opdelt, når det kommer til andelen af børn i fattigdom.
Især på den københavnske vestegn er der stor forskel på børnefattigdom fra kommune til kommune.
Her ligger nogle af landets hårdest ramte kommuner side om side med kommuner, der har meget lav andel af fattige børn.
Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Kommunerne Brøndby og Ishøj er blandt de ti kommuner i Danmark med den højeste andel af børn under fattigdomsgrænsen.
Samtidig ligger de omkringliggende nabokommuner Greve, Vallensbæk og Hvidovre alle i den kvartil med lavest børnefattigdom i landet.
Nederst i artiklen kan du finde en oversigt over børnefattigdom i de 34 kommuner i TV 2 Lorrys område.
- Det er et udtryk for den polarisering, der er sket i hovedstadsområdet de seneste år. På Vestegnen ser vi tydeligt, at man har områder, hvor dem, der har sit på det tørre bor, og så nærmest ved siden af bor dem, der ikke er på den grønne gren. Her finder vi ejerboliger og sociale boligbyggerier klods op ad hinanden, siger Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Antallet er stigende
Samtidig viser tallene, at andelen af børn i fattigdom vokser med langt højere rate i de områder, der i forvejen er hårdest ramt af fattigdom.
Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix
I Brøndby, hvor hver tiende barn nu er under fattigdomsgrænsen, er andelen af fattige børn steget med 3,6 procentpoint siden 2015.
I Ishøj er 8,5 procent af børnene under fattigdomsgrænsen - en stigning på 2,6 procentpoint ligesom i Høje-Taastrup, hvor andelen er steget med 2,3 procentpoint, så 7,8 procent af kommunens børn nu lever i fattigdom.
I samme periode har nabokommunerne Greve, Vallensbæk og Hvidovre oplevet en stigning i procentpoint på henholdsvis 1,3, 0,3 og 1,0.
- De steder, hvor der få fattige børn, ser man de mindste stigninger, og de steder, hvor der er mange, ser vi de højeste stigninger. Den store synder her er kontanthjælpsloftet, siger Lars Andersen og uddyber:
- Med kontanthjælpsloftet ser man resultatet af, at folk, der i forvejen ikke har fast tilknytning til arbejdsmarkedet, bliver straffet økonomisk. Det skaber endnu mere fattigdom, siger han.
- Vi skal se på, hvordan kontanthjælpsloftet skal laves om, så det ikke rammer så hårdt de fattige børn. Vi skal i højere grad investere i børn i fattige i stedet for at tænke, at man ved at tage penge fra dem dermed tvinger dem ind på arbejdsmarkedet, for det har den modsatte effekt, siger Lars Andersen fra AE.
En lignende problematik har SF tidligere påpeget. I starten af måneden kaldte partiets formand, Pia Olsen Dyhr, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, Venstre, i samråd for at drøfte stigningen af børn i fattigdom
Hvad er fattigdomsgrænsen?
Den fattigdomsgrænse, der opereres med i analysen, tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks nye mål for fattigdom.
Kort sag siger den, at man er fattig, hvis man i løbet af et år har en indkomst, som er under halvdelen af medianindkomsten, og samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.
Læs mere om Danmarks Statistiks begreb 'relativ fattigdom' her.
Kortet herunder viser børnefattigdog på landsplan opdelt på kommuner. Jo mørkere farve, jo højere er andelen af børn i fattigdom per 2017.
Trækker negative spor gennem livet
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser tallene, at det er blevet sværere at bryde den sociale arv.
Han påpeger, at anden forskning viser, at bare et enkelt år i fattigdom som barn trækker negative spor gennem hele livet. Færre får uddannelse og færre får god tilknytning til arbejdsmarkedet. Det har også negative konsekvenser i forhold til at stifte familie.
- For det første synes jeg, at vi moralsk ikke kan være bekendt, at andelen stiger så meget. For det andet, så er det også ufornuftigt set ud fra samfundsøkonomiske interesser, da det ender med at koste os dyrt som samfund, siger direktør Lars Andersen.
Herunder kan du se en oversigt over, hvor høj eller lav andelen af børn under fattigdomsgrænsen, der er i din kommune: