Erhvervsmand kendt fra TV tager ministerpost
Serie-iværksætteren Tommy Ahlers fra København tager Søren Pinds ministertaburet for Venstre på Christiansborg.
Erhvervsmanden Tommy Ahlers hopper direkte fra iværksætteriet til ministeriet.
Det står klart, efter Statsministeriet har offentliggjort, at erhvervsmanden, der blandt andet er offentligt kendt som dommer i iværksætterprogrammet Løvens Hule på DR, bliver ny uddannelses- og forskningsminister for Venstre.
Tommy Ahlers, der er født i København og nu bor på Østerbro, tager dermed den afgående minister Søren Pinds plads på Christiansborg. Han er hentet udefra og er ikke medlem af Folketinget.
Den nye uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers siger selv om udnævenelsen:
- Jeg har masser af visioner og masser af holdninger. Men nu har jeg været vidende om det her i 14 timer, så jeg skal lige ind i stoffet.
Godt kendskab til Ahlers
Statsminister Lars Løkke Rasmussen, V. har et godt kendskab til Ahlers. Den nyudnævnte minister er nemlig medlem af regeringens Disruptionråd. Statsministeriet oplyser, at Ahlers fortsætter i Disruptionråd.
Ahlers er en del af en ministerrokade, som statsministeren skulle lave, efter at både Pind og den nu tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, V., tirsdag trådte tilbage.
Pind stopper helt i dansk politik, mens Lunde Larsen fortsætter i Folketinget frem til næste valg. Ny miljø- og fødevareminister bliver Venstres hidtidige politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
Siden folketingsvalget i 2015 har Jakob Ellemann-Jensen været politisk ordfører for Venstre. Det job skal en anden nu overtage.
Eva Kjer Hansen, V., bliver ny minister for fiskeri, nordisk samarbejde og ligestilling, fremgår det af pressemeddelelse fra Statsministeriet.
Dermed stopper Karen Ellemann som minister.