Grøn Koncert trodser manglen på frivillige: "Folk stortuder, når de skal hjem"
Over 600 frivillige fra Muskelsvindfonden er klar til at rejse land og rige rundt med Grøn Koncert.
Efter tre års pause er der endelig kommet hjul under Grøn Koncert, som er klar til otte dage med musik for fulde gardiner.
Med sig rundt rejser 600 frivillige, der skal pakke festivalen ned, ud og servicere festivalgæsterne. Og mens andre festivaler - herunder Roskilde Festival - har meldt om udfordringer med at tiltrække nok frivillige, så har det ikke været et problem for Grøn Koncert.
Én af dem, der tager turen med rundt, er Britta Gammelgaard, som virkelig har glædet sig.
- Det er næsten sådan helt surrealistisk, at nu må vi endelig. Det her, det er alt for vildt, og det er alt, hvad vi havde drømt om, og det er de perfekte rammer, vi er i lige nu - det er fedt, forklarer hun til TV 2 Lorry.
Flere festivaler ramt af manglende frivillige
Manglen på frivillige betød, at man skulle vente længere tid på at få sin mad eller øl på årets Roskilde Festival, og Sundsøre Musikfestival i Jylland så sig nødsaget til helt at aflyse årets festival.
Britta Gammelgaard har været frivillig på Grøn Koncert siden 2004, og det er i år hendes 18. tjans. Ifølge hende er der rigtig mange gengangere.
- Grunden til, at man bliver ved med at komme igen, det er det kæmpe fællesskab, der er her. Og det her med, at man jo selv bliver imponeret af, hvad vi egentlig kan gøre, når vi er sammen om det.
Britta bakkes op af frivillighedskoordinator i Muskelsvindfonden, Jacob Bostrup, der også nævner, at det rammer alle, når festivitassen er ovre.
- De (frivillige, red.) hoppede ombord på karavanen i går og er med os de næste tolv dage. De bor, sover og fester sammen og holder fester for gæsterne sammen. Der er meget fællesskab, altså der er venner for livet, og folk står og stortuder, når de skal hjem, uddyber han.
Planen var hurtigt klar
Da corona ramte for tre år siden og blandt meget andet lammede festivalerne, så var Muskelsvindfonden, der står bag Grøn Koncert, ikke i tvivl om, at det var vigtigt at pleje fællesskabet, når muligheden bød sig.
- Dagen efter, at landet blev lukket ned, lagde vi en plan for, hvordan vi holdt fast i vores frivillige, fordi ingen frivillige, ingen Grøn Koncert.
Fællesskabet er blevet plejet gennem julebanko, fester, filmaftener, og sidste år blev de frivillige igen samlet, selvom der ikke blev afholdt Grøn Koncert.
- Sidste år lavede jeg en tur rundt til alle de steder, hvor festivalen skulle være, så vi bare kunne hygge, snakke og glæde os til, at vi skulle afsted igen.
Og det er netop sådan noget, der gør, at fælleskabet består og spreder sig til de nye frivillige, som de kalder "krevere".
Og Britta Gammelgaard? Hun ved godt, hvor hun er næste sommer:
- Lige her!