Kære mobilist Ti dog stille – bare et øjeblik

Indrømmet! Jeg havde været til familiefest i Jylland og nydt godt af den rigelige rødvin aftenen før, så jeg var noget tung i hovedet, og den sure gamle mand, der bor i min krop, havde taget magten over mit ellers venlige jeg. Men alligevel? Kan man ikke få bare ti minutters fred?

Jeg kørte ombord på færgen og satte mig lidt efter godt til rette i mit sæde. Sukkede tilfredst og glædede mig over udsigten til den skønne (og tiltrængte) lur, jeg nu skulle nyde på den stopfyldte færge mod Sjælland.

Imens lød der en beroligende småsummen fra passagererne omkring mig – den slags støj, der pakker en ind i en følelse af tryghed, mens alle passer sig selv. Jeg lukkede øjnene, og mine tanker begyndte at vandre, på den der sære måde de gør, lige inden de bliver til egentlige drømme.

Hun have sat sig to meter fra mig. Med en iskaffe – og mobilen, som hun brugte  konstant. Højlydt og kun afbrudt af lystige slurp fra kaffen fortalte kvinden sin veninde (og mig) alt om den der nye lejlighed på Vesterbro. (Det var en andel).

Envejssamtale

Min lille færgelur var brutalt blevet afbrudt. Jeg kiggede mig panisk omkring efter andre pladser – men uanset i hvilken retning, jeg spejdede, var der pænt fyldt op. Imens talte kvinden videre. Efter lejligheden dukkede andre emner op. Hun holdt ingen pauser, og det var klart en af den slags samtaler, hvor den ene part taler, og den anden lytter.

Min medpassager talte ikke med, men på sin veninde.

Mange af os har en sær tendens til, at når vi taler i telefon, så taler vi lidt højere (Den anden part er jo trods alt langt væk). Hvis den nybagte lejlighedsejer nu havde siddet sammen med sin veninde, så ville lydniveauet være så lavt, at snakken havde blandet sig med den øvrige baggrundsstøj. Men nu stod den knivskarpt i alle sine småkedelige, private detaljer. Loud and clear!

Jeg lænede mig frem og sendte kvinden et irriteret, blodskudt blik, men hun kiggede uinteresseret tilbage, byttede om på benene, som hun havde over kors - og snakkede videre.

Jeg sad og håbede på et landsdækkende nedbrud i mobilnettet og undrede mig imens over den totale mangel på blufærdighed, nogle mennesker udviser i det offentlige rum – særligt når det gælder mobilsnak. Det er de samme mennesker som dem, der går rundt på gaden eller står i en supermarkedskø med telefonen rakt ud foran sig – så kan de råbe ind i mikrofonen, mens højttaleren er skruet op på max, så alle får en bid af de private samtaler.

Hvorfor er vores tid blevet så kostbar, at hvor vi førhen brugte tid på at gå på gaden eller sidde på en færge uden at foretage os andet, så skal vi nu betro alt til Susanne og alle andre, der befinder sig inden for en radius af 50 meter? Hvorfor kan vi ikke længere bare nøjes med det primære – nemlig at gå – eller sidde – og kun det?

SKAL DET VÆRE – SÅ LAD DET VÆRE SAFTIGT!

På færgen blev der nu kaldt ned til bilerne. Kvinden med telefonen rejste sig (stadigt snakkende) og forsvandt. Jeg rejste mig, kiggede trist på mit sæde og skyggen af den lur, jeg aldrig fik og satte kurs mod trappen.

Måske har den halvgamle sure mand i mig fået for meget magt (Han er i øvrigt medfødt) – og jeg kan nok ikke stoppe folks behov for at tale. Men kan jeg så i det mindste ønske mig, at når der nu skal tales i telefon offentligt – så skal det være om noget rigtig saftigt, så underholdningsværdien overtrumfer irritationen?

Så kære mobilist: Når du nu ikke kan lade telefonen være, og selv om du nærmest sidder på skødet af en vildt fremmed, så må du meget gerne udveksle statshemmeligheder, tilstå forbrydelser eller komme med personlig sladder om højtstående politikere, du har mødt. 

 Kommer vi op på det niveau, så bakser jeg den sure gamle mand væk og lytter bjergtaget med.