Mette F.: En reel nedlukning af landet forlænges til 17. januar
Butikker stod til at åbne igen 3. januar, og elever skulle vende tilbage i skole, men restriktioner forlænges.
Coronarestriktioner, der stod til at udløbe 3. januar, forlænges til og med 17. januar.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet tirsdag aften.
Dermed skal elever og studerende fortsat fjernundervises.
Forlængelsen af restriktionerne rammer derudover blandt andet også butikker, fitnesscentre, storcentre, liberale erhverv og barer og restauranter, som altså også skal holde lukket frem til 17. januar.
- Situationen i forhold til smittetal, indlæggelser og dødsfald er nu mere alvorlig, end den var i foråret, siger Mette Frederiksen på pressemødet.
Det er fortsat forsvarligt at holde daginstitutionerne åbne, understreger statsministeren, der siger, at hun er klar over, at nedlukningen er omfattende.
- Der er på mange måder tale om en reel nedlukning nu også et par uger ind i januar. Det er en nedlukning, som gælder meget af det sociale liv, siger hun.
- Vi kan stadig købe dagligvarer. Børn og unge skal undervises digitalt, og produktionen i hele den private sektor fortsætter, siger hun.
OVERBLIK: HER ER RESTRIKTIONERNE
De skærpede nationale tiltag, der gælder til og med 17. januar 2021 er som følger.
Butikker og liberale erhverv:
- Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer lukkes frem til og med 17. januar 2021. Udvalgsvarebutikker, som fx byggemarkeder, boligforretninger m.v. skal ligeledes lukke frem til og med 17. januar 2021.
- Liberale serviceerhverv, hvor den nødvendige smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, herunder frisører, massører, tatovører, køreskoler m.v. skal desuden lukke frem til og med 17. januar 2021.
- Butikker, der udleverer pakker, må dog gerne udlevere forudbestilte og forudbetalte pakker ved e-handel, herunder fyrværkeri.
- Der vil i hele perioden fortsat være åbent i dagligvarebutikker/supermarkeder, apoteker og butikker med medicinsk udstyr.
Restaurationer:
- Restauranter, barer, caféer og lignende skal fortsat holde lukket.
- De må dog godt sælge takeaway.
Skoler, ungdoms- og voksenuddannelser:
- Alle elever i folkeskolen og studerende skal fortsat være hjemsendt og modtage fjernundervisning.
- Elever på efterskoler, frie fagskoler, kostafdelinger på fri- og privatskoler, kostelever på ungdoms- og voksenuddannelser og elever på FGU samt i ASF-klasser sendes hjem og overgår til nødundervisning.
Kultur , sport og fritid:
- Alle indendørs idræts- og kulturanlæg skal fortsat holde lukket. Det gælder blandt andet svømmehaller, legelande, fitnesscentre, teatre, museer, biografer, biblioteker, spillehaller, kasinoer og foreningslokaler.
- Elitesportsudøvere må benytte idrætsfaciliteterne, som er lukket for offentligheden.
- Ved udendørs sport må højst 10 personer deltage ad gangen.
Gradvist stigende smitte
Gradvist er der kommet nye restriktioner i efteråret, efterhånden som smitte- og indlæggelsestallene for patienter med coronavirus er steget.
Tirsdag registrerede sundhedsmyndighederne det hidtil højeste antal indlagte under epidemien. 900 smittede personer er i øjeblikket indlagt, og det er en stigning på 28 patienter siden mandag, oplyste Statens Serum Institut.
Statsministeren siger, at vejen til en genåbning "er lige nu lang".
- Vi skal have vendt udviklingen igen, og uanset hvilke restriktioner og nedlukninger vi indfører, står og falder det her med, hvordan vi hver især påtager os opgaven, siger hun.
Coronaepidemien er i øjeblikket igen tiltagende i Danmark, da kontakttallet nu er steget til 1,2 fra 0,9 ugen før.
Et kontakttal på 1,2 svarer til, at 10 coronasmittede i gennemsnit giver smitten videre til 12 andre.
Af de 900 indlagte coronapatienter ligger 128 af dem på en intensivafdeling. 73 af dem får hjælp fra en respirator.
Det seneste døgn er der registreret 22 nye dødsfald blandt coronasmittede. Dermed er i alt 1226 personer døde med coronavirus siden midten af marts, da pandemien ramte landet.
/ritzau/