Mette F. vil udvide fase ét af genåbningen af Danmark
De første trin i den gradvise genåbning af Danmark bliver udvidet på grund af en positiv udvikling, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at regeringen vil udvide fase ét af genåbningen af Danmark på baggrund af de positive tal for indlæggelser:
- Det er vurderingen fra sundhedsmyndighederne, at vi kan åbne en smule mere op. Vi kan gøre fase ét en smule større. Det skal fortsat gøres ansvarligt og forsigtigt, siger Mette Frederiksen.
- Tallene i Danmark går fortsat den rigtige vej, siger Mette Frederiksen.
Antallet af indlæggelser er faldet. Antallet af indlæggelser på intensiv er også faldet.
- Det er bedre end det, vi turde håbe på. Det er også bedre end det, vi turde håbe.
På et pressemøde sidste uge meldte Mette Frederiksen, at den gradvise genåbning onsdag i første omgang ville omfatte vuggestuer, børnehaver og skoler op til 5. klasse
Kan gå baglæns igen
Mette Frederiksen understreger dog også, at der i genåbningen kan blive behov for at "gå lidt baglæns", hvis tallene udvikler sig negativt:
- Vi skal genåbne klogt og forsigtigt. Vi vil ikke gå for hurtigt frem, så hvis et tilbageslag kommer, så bliver det ikke så voldsomt, siger Mette Frederiksen.
Regeringen vil nu indlede forhandlinger om en udvidelse af genåbningen med Folketingets partier, siger Mette Frederiksen.
Dermed lægger hun op til, at der kan blive åbnet yderligere end daginstitutioner og skoler, som især præger fase ét af genåbningen.
- Vores pejlemærke er, at det skal være sundhedsmæssigt forsvarligt, og at fokus derudover er på samfundsøkonomien og arbejdspladserne, siger Mette Frederiksen.
Der spekuleres i, at det kan være små erhvervsdrivende som frisører, der måske kan få lov at åbne tidligere end ventet.
Vil ikke være konkret
På spørgsmålet om, hvem der konkret må genåbne i en udvidelse af fase ét, siger Mette Frederiksen:
- Jeg forstår godt, at mange har et ønske om, at vi åbner op inden for en bestemt branche. Men vores opgave er at se på en sundhedsfaglig god måde med de bedste forudsætninger erhvervslivet og arbejdspladserne.
- Vi har valgt ikke at være konkrete i dag, fordi vi vender spørgsmålet på en sådan måde, at Folketingets partier er til partiledermøde klokken 18.00. Der vil vi høre, hvad partierne har af ønsker. Så vil vi bede myndighederne beregne, hvad smitteeffekten er af de forskellige forslag. Derefter vil vi lave en politisk tillægsaftale. På den baggrund bliver vi ikke mere konkrete nu.
Godt gået, Danmark
Danmark har ikke været så lukket som i andre lande, pointerer Mette Frederiksen på pressemødet.
- Mere end halvdelen af de privatansatte går stadig på arbejde. Det samme gør sig gældende for mange offentligt ansatte.
- Vi har handlet hurtigere end andre lande. Derfor har vi kunnet lukket mindre ned, og vi kan også lukke hurtigere op.
- Vi er et af de lande, der forhåbentligvis er igennem den første svære halvleg. Det er godt gået, Danmark, siger Mette Frederiksen.
Hvornår kan vi samles igen?
Der vil gå en "rum tid" endnu, før ældre og svage kan mødes med deres familie og få et kram af barnebarnet, siger Mette Frederiksen på pressemødet.
- Jeg forstår saftsusemig godt bekymringen. At sidde der alene på plejehjemmet eller i lejlighed og ikke kunne se venner, familier og barnebarn.
- Vi vil gå videre med politiske forhandlinger for at støtte det frivillige arbejde. Men vi må også have en diskussion med hinanden om, hvordan vi kan mødes på en anden måde, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/