Når du googler ordet ’flåt’, hjælper du videnskaben
Lyder det mærkeligt? Ikke når man spørger Københavns Universitet. Her har forskere nemlig netop kortlagt, at Google-søgninger hjælper til afgørende viden om flåters aktivitetsmønstre og flåtbårne sygdomme.
Lige nu er det højsæson for både flåter og den frygtede flåtbårne sygdom - TBE-hjernebetændelse, der ikke kan behandles – og som kan give en lang række ubehagelige senfølger.
Det får flere af os til tasterne, hvor vi googler mere efter information om de små, upopulære blodsugere end ellers.
Og selvom du sikkert ikke tænker over det, så bidrager du faktisk til videnskabelig forskning om flåters aktivitetsmønstre, når du søger på computeren.
Det er konklusionen i et nyt studie fra Københavns Universitet.
Bruger Google til at blive klogere
Forskerne har i dag nemlig yderst vanskeligt både at holde øje med flåterne, aktivitetsmønstre og flåtbårne sygdomme som TBE, men de får nu ny viden om flåterne via overvågningsværktøjet Google Trends, som samler og analyserer alle de søgninger, som folk rundt i verden foretager i Google.
- Vi benytter os af, at mange personer, der bliver bidt af en flåt, formodentlig søger information om flåter ved at gå hen til deres computer og google. Vi kan så kigge på, hvor i verden, der bliver søgt på hvad og hvornår, siger Per Moestrup Jensen, der er en af Danmarks førende flåteksperter og lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Søgningerne kan både give en indikation i antallet af flåter det pågældende sted. Og så kan søgningerne også være med til at afdække spredningen af eksempelvis TBE.
I Danmark registreres flåtbid nemlig kun i de tilfælde, hvor folk ender på sygehuset, og at der derfor er et meget stort mørketal, som Google altså hjælper med at gøre lidt lysere for forskerne.
Fakta om flåter og flåtbårne sygdomme i Danmark
• Der findes cirka 20 flåtarter i Danmark, hvoraf skovflåten (ixodes ricinus) er langt den mest udbredte og den eneste art, som man regner med har betydning for mennesker.
• Den danske skovflåt bærer potentielt på cirka 20 forskellige infektionssygdomme, hvoraf de fleste er sjældne hos mennesker. De to mest kendte sygdomme er borreliose (forårsaget af Borrelia-bakterien), som er den mest udbredte, og den mindre forekommende TBE (Tick-Borne Encephalitis også kendt som centraleuropæisk hjernehindebetændelse).
• Det skønnes, at der i 95-99 % af alle flåtbid ikke bliver overført smitte.
• I Danmark går flåt-højsæsonen fra maj til oktober måned, men de kan i et mildere klima også være aktive i vintermånederne
Kilde: Københavns Universitet
I studiet har de udtrukket tidsserier af data over, hvornår på året danskerne søger på ordene "flåt" og "tæge", og hvornår befolkningerne i ni europæiske lande har gjort tilsvarende over en periode på 10 år.
Ved at matche med vejrdata har de efterfølgende analyseret, om de forskellige befolkningers google-søgninger stemmer overens med flåternes sæsonmønstre de pågældende steder og dermed de pågældende klimaforskelle. Længden af flåters aktivitetsperiode afhænger nemlig af temperaturerne.
- Når man kigger ud i Europa, er der en meget tydelig sammenhæng mellem folks flåt-søgninger på Google og de lokale temperaturforskelle. Det bekræfter de sæsonmønstre, som vi antog, at flåterne har. Dataene viser blandt andet også mønstre i, hvor flåtsygdommen TBE findes. Så fordelingen af flåternes sæsoner kan måske informere os om, hvilke sygdomme der kan eksistere og transporteres i de enkelte økosystemer, siger Per Moestrup Jensen.
TBE spreder sig til flere steder i Danmark
Flåter er nemlig ikke bare flåter. De eksisterer også som æg, larver og nymfer, der også kan transportere TBE ved at suge blod. Og når forskerne så via Google-søgningerne kan koble det til kendte steder for TBE, så bliver der dannet et mønster, som giver forskerne den unikke viden, uddyber Per Moestrup Jensen over for TV 2 Lorry.
- I Danmark var det i 50 år kun Bornholm, der var et kendt sted for TBE. Men inden for de seneste 10 år er det også konstateret i Nordsjælland, på Fyn og i Jylland. Det slår igennem i søgningerne. Modsat kan vi sammenligne data med Irland, det vestlige Frankrig og Spanien, der ikke har TBE, siger Per Moestrup Jensen til TV 2 Lorry.
På den måde kan forskerne altså holde styr på spredningen af sygdomme og antistoffer mod eksempelvis TBE, fordi de får data fra unikke og sammenlignelige søgestrenge over vores adfærd på Google.
Men faktisk kan forskerne også monitorere effekten af klimaforandringer, pointerer Per Moestrup Jensen.
Google løs!
- Fordi flåter udelukkende lever af blod og hverken af planter, vand eller andet, der kan komplicere billedet, og fordi de er følsomme over for udsving i temperatur og fugtighed, så er flåter en troværdig markør for klimaforandringer. Sker der klimaændringer, vil man kunne se dem relativt tidligt i flåternes sæsonrytmer, siger Per Moestrup Jensen.
Han mener derfor, at det er oplagt for forskere at kigge på, hvordan de kan bruge data fra Google Trends til at følge udviklingen for bestemte organismer på kloden og deres forskydninger.
- Google Trends er en unik database, som ser ud til at kunne fremskaffe os viden, som vi ikke kan få på anden vis. Det skal understreges, at man skal være varsom, når man bruger dataene, fordi der er støj og usikkerheder i dem. Men vores bud er, at dataene har en rimelig høj grad af lødighed, hvis man anvender dem rigtigt - ikke kun i forhold til flåter, men også alt muligt andet, siger Per Moestrup Jensen og slutter:
- Så der følger en opfordring: Hvis du bliver bidt af en flåt, og der er noget, du er usikker på, så søg endelig på internettet, hvor der findes en masse brugbar information. For samtidig hjælper du forskningen på vej, siger han.
Fakta om studiet
• Forskerne har undersøgt sammenhængen mellem Google-søgninger og flåtmønstre i Spanien, Frankrig (Pay de Loire), Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Irland, Litauen, Norge og Danmark.
• Udover biolog og lektor Per Moestrup Jensen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab, er studiet udført af Finn Danielsen fra NORDECO (Nordic Agency for Development and Ecology), som er internationalt anerkendt ekspert i overvågning af naturressourcer, og af Sigudur Skarphedinsson, leder af Klinisk Center for Vektorbårne Infektioner på Odense Universitets Hospital.
• Studiet er bragt i det videnskabelige tidsskrift Insects.
• Du kan selv undersøge viden om, hvornår den danske befolkning søger information om flåter ved at bruge Google Trends.
Kilde: Københavns Universitet