Nu rammer Black Friday-feberen: Her er politiets gode råd
Risikoen for at blive snydt på nettet er så stor, at politiet kommer med advarsler og gode råd.
Der er intet som et godt tilbud, der kan få danskerne helt frem i tåspidsen af skoene.
Fredag rammer Black Friday forbrugerne, og allerede nu er handlen oppe i høje omdrejninger med Black Friday Week, for-Black Friday og så videre.
De hurtige snupper de bedste tilbud og de billigste varer, men hvis man handler på nettet, skal man huske at tænke sig om, så man ikke bliver snydt af netsvindlere.
Og handler man fysisk, så skal man holde øje med risikoen for lommetyve, der har kronede dage, når butikkerne myldrer med folk.
Pas på fup-hjemmesider
Men en stor del af Black Friday-handlen foregår på nettet, og ifølge politiet handler det så først og fremmest om at undgå fuphjemmesider.
- Der er flere forskellige metoder til at lokke folk ind på en fuphjemmeside. Du kan risikere at havne på en fuphjemmeside, hvis du klikker på en falsk annonce på sociale medier eller en anden hjemmeside, som også har annoncer, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.
Hvis du har mistanke om, at du har handlet på en fuphjemmeside, bør du tjekke din konto for mistænkelige transaktioner. Vi anbefaler, at du jævnligt tjekker dine transaktioner i netbanken.
Sådan spotter du de falske hjemmesider
Stol på din kritiske sans:
Hvis noget er for godt til at være sandt eller virker forkert, så undersøg det nærmere. Lad være med at tage chancen.
Søg selv hjemmesiden frem
Brug adressefeltet i din internetbrowser til at søge hjemmesider frem, fremfor at klikke på en annonce på sociale medier. På den måde undgår du at klikke på et link til en falsk hjemmeside, og du undgår at havne på en falsk hjemmeside, som er en kopi af en ægte webshop.
Tjek webadressen
Tjek om webadressen passer til det, som hjemmesiden sælger. I nogle tilfælde har webadressen intet at gøre med det, der bliver solgt på hjemmesiden. Hvis hjemmesiden fremstår dansk, men webadressen slutter på .com, .eu eller lignende, skal du være ekstra opmærksom. Det kan være en kopi af en anden ægte webshop.
Vær kritisk, hvis ikke du kender hjemmesiden
Hvis du overvejer at handle på en hjemmeside, du ikke har hørt om før, skal du være ekstra opmærksom. Det er en god ide at google siden og undersøge andres erfaringer med den pågældende hjemmeside.
Vær opmærksom på prisen
Usædvanligt lave priser eller skæve priser kan være tegn på en fuphjemmeside. Mange fuphjemmesider tilbyder eksempelvis kendte mærkevarer med store besparelser, og skæve priser kan være tegn på, at hjemmesiden er oversat af en maskine.
Tjek "Om os"-siden
På mange områder ligner en fuphjemmeside rigtige hjemmesider, men fuphjemmesider har typisk ikke en side, der beskriver, hvem der står bag hjemmesiden. Enten eksisterer siden 'Om os' ikke, eller også indeholder den sprogfejl og fremstår utroværdig.
Samtidig advarer politiet de borgere, der planlægger at gå i fysiske butikker. For menneskemylderet forventes at blive stort, og dermed har lommetyve lettere adgang til kundernes lommer og indkøb. Dermed skal man selvsagt holde øje med sine omgivelser, og det samme gælder, når man står i kassen og skal indtaste pin-koden på sit kreditkort - der kan være lidt for nysgerrige øjne, der kigger med.
Fænomenet buldrer frem
Black Friday kom til Danmark som fænomen i 2013, og siden er det blevet en af årets største indkøbsbegivenheder. I 2017 toppede omsætningen, da danskerne købte Black Friday tilbud for i alt 2,11 milliarder kroner.
I 2019 var pandemien på Black Friday ikke brudt ud. Mange butikker var dog gået så meget ind i fænomenet, at de nu havde Black Friday-uge - og derfor var omsætningen på selve dagen en smule lavere end i rekordåret 2017.
Året efter - i 2020 - var pandemien over os, hvorfor en markant del af omsætningen blev flyttet til nethandel - og derfor kan der være god grund til at lytte til politiets gode råd om at forholde sig kritisk til de tilbud, man støder på.
Og har man alligevel været uheldig, så har politiet også et godt råd:
- Hvis du har mistanke om, at du har handlet på en fuphjemmeside, bør du tjekke din konto for mistænkelige transaktioner. Vi anbefaler, at du jævnligt tjekker dine transaktioner i netbanken. I samme forbindelse skal man også overveje at kontakte sin bank med henblik på at få kortet spærret.
_