Ny coronatendens: Byboere strømmer til skovene mere end nogensinde før
Der er langt flere besøgende i de statslige naturområder end normalt for årstiden. Særligt områderne tæt ved byerne er velbesøgte.
"Hvad bruger du din tid på?"
Spørgsmålet afføder under normale omstændigheder svar som “jeg går til fodbold hver onsdag”, “jeg går til fitness et par gange om ugen”, “jeg går ofte på museet” eller “jeg mødes med mine venner nærmest hver dag”.
Men tiden, som alle danskere i øjeblikket går igennem, er på ingen måde normal.
Vi må ikke samles mere end ti personer for at undgå spredning med coronasmitten under den verserende pandemi, og det betyder, at både fodboldklubber, fitnesscentre, kulturinstitutioner og caféer holder lukket.
Og hvad kan man så få tiden til at gå med?
Noget tyder på, at Naturstyrelsen har en del af svaret.
Boom i naturen
En ny opgørelse viser nemlig, at der er langt flere besøgende i de statslige skove og naturområder end normalen for årstiden.
Styrelsens medarbejdere oplever simpelthen markant flere skov- og naturgæster på de statslige stisystemer i naturen.
Nogle steder er der endda blevet sat tællere op, og tallene underbygger uden problemer skovriddernes fortællinger.
- Mens store dele af samfundet er lukket ned på grund af coronavirus, er naturen stadig åben. Vi oplever klart, at rigtig mange søger mod naturområderne for at få frisk luft og brænde ungernes energi af.
- Der er stadig god plads til at holde afstand langt de fleste steder, og er det sted, man har udset sig hjemmefra meget velbesøgt, er der gode muligheder for et alternativer, siger kontorchef i Naturstyrelsen, Mads Jensen i en pressemeddelelse.
TV 2 Lorry kunne torsdag berette, at der ved flere naturområder nu er så mange gæster, at Naturstyrelsen har set sig nødsaget til at sætte skilte op ved indgange og andre naturlige samlingssteder, der minder om myndighedernes anbefalinger om at holde afstand.
Skove nær byerne særligt populære
For parcelister og andre husejere er den klaustrofobiske følelse af at skulle holde sig inden for husets fire vægge i nogen grad afblæst.
Her har mange have, og krisetiden viser sig at være en særdeles effektiv hjælpende hånd til de tilgroede bede og overmossede græsplæner, der nu får den store tur - for hvad skal man ellers lave?
Den virkelighed ligger imidlertid langt fra det, som lejlighedsbeboere oplever i disse isolationstider.
Der ér simpelthen grænser for, hvor længe man kan holde sig fornuftigt beskæftiget indendørs i en to- eller treværelses lejlighed, viser det sig.
Måske er det også derfor, at særligt naturen tæt på de by- og bolignære områder boomer med kondisko og klapvogne - med behørig afstand, naturligvis.
I hovedstadsområdet har tælleren ved Vestvolden registreret en stigning i antallet af besøgende på mellem 25 og 50 procent i forhold til tidligere år, mens der både i Hareskoven og på Vestamager er registreret op mod en fordobling af gæsterne.
En ny tæller ved Bøllemosen i Skodsborg nord for København synger med på samme sang med en kraftig stigning i antallet af besøgende.
-Meget kan tyde på, at danskerne har lyttet til myndighedernes anvisninger om, at man gerne må gå ud og nyde naturen, så længe man holder afstand til andre, lyder forklaringen fra kontorchef Mads Jensen.
Flere naturområder oplever fald
Tællere ved de store naturområder, som typisk ligger en længere køretur væk, oplever derimod et fald i antallet af besøgende.
Naturstyrelsens formodning er, at myndighedernes anvisninger om at holde sig så vidt muligt for sig selv og tæt på hjemmet - og dermed “ikke skal køre land og rige rundt lige nu”, taler sit tydelige sprog ved for eksempel Himmelbjerget, Kalø Slotsruin ved Mols Bjerge og Hulsig ved Skagen.
Naturstyrelsen opfordrer fortsat til, at man går på opdagelse i naturen. Plads er der ganske enkelt rigeligt af til alle, lyder det.
Alligevel skal man være klar til at søge mod alternative naturområder, hvis der er fyldt der, hvor man havde udset sig en plet i skoven.