Oplev i weekenden: Lav din egen juledekoration
I denne weekend viser vi jer, hvordan I kan lave jeres helt egen juledekoration, med pynt, som I selv kan samle i naturen.
Vi nærmer os! Der er kun 13 dage tilbage, før kalenderen siger 24. december, og vi skal hygge med julegaver, god mad og den nærmeste familie.
Men selvom juleaften nærmer sig med hastige skridt, så er det aldrig for sent at lave den perfekte juledekoration.
Sammen med naturvejleder Lærke Haupt er vi taget en tur ud i Amager Naturcenter. Her skal vi finde de perfekte pynteting til den fineste juledekoration.
Selvom den klassiske juledekoration tit og ofte kun består af lidt gran og nogle grankogler, så kan I sagtens være lidt mere opfindsomme med jeres juledekorationer.
Når det kommer til de hjemmelavede juledekorationer, så her er det kun fantasien, der kan sætte grænser.
Vi har samlet små bær, tomme sneglehuse, mos og nogle faldne grankogler, som vi vil bruge til vores dekorationer.
Artiklen fortsætter efter billedet
Foto: TV 2 Lorry/Morten Raarup
Ikke alt må samles i naturen
Når I går på opdagelse ude rundt omkring, skal I dog være opmærksomme på, at man skal være påpasselig med, hvor meget og hvad man tager med hjem.
Reglerne i de offentlige skove siger blandt andet at man kun må tage en hattefuld pynt med hjem til eget forbrug, som eksempelvis til en juledekoration.
I må gerne indsamle Nødder, bær, svampe, frø, kogler, blomster, urter i det begrænsede omfang. Kogler skal dog være faldne kogler, der ligger på jorden.
Foto: TV 2 Lorry/Morten Raarup
Hvis I ønsker at benytte jer af gran til jeres dekoration, skal I også være opmærksomme på, at I ikke må klippe eller skære i grantræer eller andre nåletræer, om det så er i en offentlig eller privat skov.
Så hvis I vil have lidt gran på dekorationen, skal I lige et smut forbi en blomsterhandler eller et supermarked på vejen hjem.