Oplev i weekenden: Vær kreativ med spraymaling og spindelvæv
I denne weekend kan I lave et farverigt og kunstnerisk aftryk af et spindelvæv.
Efteråret er på vej, og selvom vi stadig kan nyde de sidste stråler af sensommerens sol, nærmer oktober sig med hastige skridt. I har dog stadig rig mulighed for at nyde de sidste solstråler i weekenden, når vi guider jer ud på en kreativ og anderledes måde, hvor I kan forene kunst og natur.
Sammen med naturvejleder Mette Milner Ravn vil vi vise jer, hvordan I kan lave små kunstværker ud af de mange spindelvæv, som efteråret har bragt til naturen.
At kigge efter tomme spindelvæv er en god og sjov aktivitet at begive sig ud på. Dog foreslår vi, at I begiver jer ud på jagt efter spindelvæv tidligt på dagen, da duggen fra den kølige aftenluft stadig ligger på de mange spindelvæv, og derved gør dem synligere.
Samtidig er solen også lavtstående, hvilket også gør det nemmere at få øje på spindelvævet i græsset. Husk også gummistøvler, da det kan blive en våd affære at rende rundt i det morgenvåde græs.
Det er også vigtigt at sørge for, at spindelvævet er tomt, og at der ikke sidder en lille edderkop i spindelvævet. Edderkoppen kan både sidde i midten, men også ude i siden af spindelvævet. Så tjek altid godt efter, så I er sikre på, at det er tomt.
Aftryk af et spindelvæv - Sådan gør I
Det skal I bruge
- Spraymaling eller hårspray med farve, i den fortrukne farve
- Et stykke karton eller pap
- Talkum eller babypudder lignende til at fjerne duggen.
Sådan gør I
- Find det perfekte spindelvæv, som vil gøre sig godt som et lille kunstværk
- Når I har fundet det perfekte og tomme spindelvæv, skal I spraymale det lige så forsigtig. Pas på, at der ikke kommer overskydende spraymaling på de omkringliggende træer, blade eller græsstrå.
- Pust lidt talkumpulver på spindelvævet, for at fjerne morgenduggen fra spindelvævet.
- Nu tager I det medbragte stykke karton eller pap, og placerer det lige bag spindelvævet. Her fører I forsigtigt kartonen igennem spindelvævet, så spindelvævet sætter sig fast på kartonen. For en sikkerheds skyld, skal man lige tjekke om, hvorvidt der sidder tråde fast på de omkringliggende blade og græsstrå. Man risikerer nemlig at spindelvævet stadig sidder fast på noget af det omkringliggende krat. Klip derfor de resterende tråde, der går ud over kartonens kant.
- Voila! Nu har I et mesterværk af spindelvæv, som er klar til at komme med hjem.
Et kunstnerisk spindelvæv
Når I har fundet det perfekte spindelvæv, kan I tage den medbragte spraymaling op af tasken. I bestemmer selvfølgelig helt selv, hvilken farve I vil bruge. Vi har medbragt en guld spraymaling for at komplimentere den sorte karton.
Når vi leder efter spindelvæv, kigger vi specifikt efter hjulspind, som er den karakteristiske og mest kendte form for spindelvæv. Hjulspind kan karakteriseres som et rundt væv, med en masser cirkler, der nærmest danner en lille skydeskive af spindelvæv.
Når I har fået spindelvævet på jeres stykke karton, kan I tage det med hjem, og måske endda hænge det op på køleskabet eller hjemme på værelset.