Pendlere står tæt i overfyldte tog - selskab ønsker dobbelt så mange tog over Øresund
Togpendlere mellem Sverige og Danmark oplever at stå tæt i overfyldte tog, når store grupper af flyrejsende lander i Kastrup. Politiet har sagt nej til mere end ét tog i timen mod tidligere seks.
Amira Temfamani pendler med tog over Øresund til sit arbejde i Kastrup. Hun har flere gange de seneste dage oplevet, at store grupper af flypassagerer står på i Kastrup og fylder toget op, langt mere end hvad der er forsvarligt, hvis man skal undgå corona-smitte.
- Da jeg skulle hjem fra min weekendvagt søndag blev perron og tog mod Malmø fyldt med folk, der lige var landet med fly fra udlandet, og jeg oplevede det samme fredag eftermiddag, fortæller hun.
Selvom Københavns Lufthavn er i gang med at lukke ned, så lander der fortsat fly med blandt andet passagerer, der er blevet hentet hjem fra rundt omkring i udlandet på grund af corona-krisen.
Amira Temfamani bor i Malmø med sin mand og sin søn på halvandet år, der ligesom Amira Temfamani lider af astma. Derfor passer hun i disse dage ekstra godt på ikke at eksponere sig selv for mulig smitte. Men det er ikke muligt i de fyldte tog over Øresund.
- Hvorfor skal jeg og andre pendlere udsættes for risikoen for at blive smittet med corona ved at blive tvunget tæt sammen med folk, der lige har været ude at rejse, siger Amira Temfamani.
Maser hinanden for at komme på toget
I facebook-gruppe BroenLive fortæller flere andre øresundspendlere om trængsel i Øresundstogene, når der lander fly i Københavns Lufthavn.
- Idag kl. 15:07 tog jeg toget fra København mod Malmø. Ved lufthavnen kan jeg se en masse mennesker, der bare maser hinanden for at komme på toget. 99 procent af dem havde kufferter med sig, fortæller en pendler på BroenLive om sin tur hjem fra arbejde søndag.
Flere pendlere har i facebook-gruppe BroenLive også postet billeder fra søndag og dagene før, der viser fyldte tog og togperroner med rejsende, der ikke holder de anbefalede to meters afstand til hinanden.
Foto: Amira Temfamani
Amira Temfamani ærgrer sig over, at folk ikke selv tager hensyn og holder afstand.
- Hvis man har været i udlandet og ved, at man måske skal hjem og i karantæne, hvorfor holder man så ikke afstand til andre, siger hun om medpassagerne med de store kufferter.
Passagerer spredes på perronen
Ifølge Jens Jespersen så gør politiet meget for, at passagerne ikke klumper sig for meget sammen, når de skal gennem paskontrollen på perronen i Kastrup.
- Det er ikke vores opfattelse, at togene er overfyldt med passagerer, og når de ankommer til Kastrup Station, minimerer vi risikoen for ophobning ved, at passagererne først må stige ud, når der er plads ved sluserne, hvor vi udfører indrejsekontrol, skriver politiinspektøren.
Det sidste giver dog ifølge togpendler Amira Temfamani i stedet en ophobning af passagerer inde i toget.
- Folk står tæt inde i toget og venter på at komme ud. Det er først, når de kommer ud, at de bliver bedt om at holde sig fra hinanden, fortæller hun.
Amira Temfamani efterlyser generelt, at myndigheder og togoperatører hjælper folk endnu mere med at holde afstand til hinanden.
- Hvis folk ikke selv tager hensyn, så må kontrollørerne siger til dem, at de står for tæt sammen og skal holde mere afstand. I togene sidder folk tæt på hinanden med kufferter, og der bliver ikke sagt noget til dem.
Hvis dit tog er fyldt, så vent på det næste tog
Ifølge DSB's informationschef Tony Bispeskov, så forsøger togpersonalet at sprede togpassagerne ved over højtaleren at fortælle, hvor der er bedst plads i toget. Men togpersonalet oplever, at passagererne ofte alligevel ikke flytter sig fra de overfyldte dele af toget til der, hvor der er plads.
Tony Bispeskov appellerer derfor til, at passagererne for at undgå at sprede corona-smitte tager et større ansvar for selv at sørge for at holde afstand til hinanden.
Selv når det kræver, at man som togpassager skal vente en time på næste tog, så bør man gøre det, hvis der ikke er plads til at holde afstand i det tog, man er på vej ind i.
- Vi skal alle udvise samfundssind og hjælpe hinanden og myndighederne med at holde afstand. Vi har hver især selv mulighed for at vurdere, om der bliver holdt afstand, og den enkelte har et ansvar for at holde afstand, lyder det fra DSB's informationchef Tony Bispeskov.
Togselskab ønsker dobbelt så mange afgange
Det svenske transportselskab Skånetrafiken står for togdriften over Øresund, hvor der før corona-krisen kørte op til seks tog i timen hver vej.
Da den danske regering valgte at lukke grænserne, blev det antal skåret ned til ét tog i timen, selvom Skånetrafikken havde bedt om at få lov at køre med to tog i timen, fortæller chef for Skånetrafikens togdrift, Marie Nyman.
- Vores ønske er at få lov at køre et tog pr. halve time, men vi fik kun lov at have ét tog i timen hver vej. Med halvtimes drift ville vi kunne give kunder en bedre frekvens og sørge for, at der er mere plads at fordele vores rejsende på pr. afgang.
Der kunne komme mere plads i togene til og fra Sverige, hvis Skånetrafiken valgte at forlænge toget med et ekstra vognsæt fra de nuværende to til trevognsæt.
Men det kan ifølge Marie Nyman ikke lade sig gøre, fordi toget over Øresund er blevet isoleret til kun at køre mellem København Hovedbanegård til stationen Malmø C. Beslutningen om kun at køre et tog i timen spreder sig som ringe i vandet, som påvirker togtrafikken i hele det sydlige Sverige med det resultat, at der bliver nye eller færre afgange.
- Det ville give trængsel på sporene ved Malmø C, hvis toget var et såkaldt trippel togsæt i stedet for et dobbelt. For der er mange tog, der hele tiden kommer ind på Malmø C, og det ville risikere at påvirke togdriften i hele Sverige, hvis et så langt tog skulle vende på Malmø C, fortæller Marie Nyman.
Det er Københavns Politi, der står for grænsekontrollen ved Øresundsbroen, og som har sagt nej til, at Skånetrafiken kan køre med halvtimes drift til Sverige. Det har ikke været muligt at få et interview om beslutningen, men i en mail skriver politiinspektør Jens Jespersen til TV 2 Lorry:
- Vi evaluerer og tilretter løbende vores indsats, også i forhold til Kastrup Station. Den nuværende løsning har vi fastlagt efter at have rådført os med DSB, men vi vil nu igen gennemgå vores opgaveløsning for at se, om der er andre muligheder, som samtidig begrænser smitterisikoen.
Togbusser skal mindske trængslen i toget
I et forsøg på at lette passagerpresset i togene over Øresund har DSB fra mandag i denne uge indsat togbusser i myldretiden - med tre morgenafgange og tre eftermiddagsafgange fra Kastrup.
Men busserne er ikke afpasset med, hvornår fly med mange passagerer lander i lufthavnen, lyder det fra DSB.
- Vi kan ikke tage højde for, hvornår der kommer fly ind i Københavns Lufthavn, og hvordan flypassagerne her vælger at tage videre hjem, siger informationschef Tony Bispeskov.
Både Københavns Politi og DSB vurderer dog, at antallet af både fly- og togrejsende ved Kastrup Station er kraftigt faldende, og at problemet med overfyldte tog vil forsvinde om kort tid.
Men for togpendler Amira Temfamani er det slut med at køre over Øresund til arbejde i fyldte tog, for hun og chefen har aftalt, at hun bliver flyttet til et kontor i Malmø, indtil smittefaren er drevet over for hende og for alle andre.
- Folk skal virkelig virkelig tænke sig om i denne tid, lyder budskabet fra Amira Temfamani.